Memory

Alzheimers er forfærdeligt for alle mennesker. Men når man ernærer sig som professionel lejemorder, er den sindsnedbrydende sygdom endnu mere livstruende end normalt.

Det finder midaldrende Alex Lewis ud af på den hårde måde. Efter et veloverstået mord kommer han pludselig i tvivl om, hvor han lagde sine bilnøgler!

Det lykkes at finde dem, men så er kimen lagt til, at hukommelsen kommer til at skabe problemer for Alex, da han trækkes ind i en brutal sag.

Han hyres til at slå en mindreårig pige ihjel for at dække over en børneprostitutionsring. Men mord på børn er ikke noget for den samvittighedsfulde lejemorder. Så han beslutter i stedet at optrevle den kriminelle organisation i forsøget på at gøre noget godt i sit liv.

Memory gør desværre ikke meget for at lukke publikum ind i hovedpersonens sind.

I det fransk-britiske demensdrama The Father bruger Florian Zeller filmiske virkemidler til at vise desorienteringen i Anthony Hopkins’ forvirrede far. Den slags må man nøjes med at forestille sig i den amerikanske actionbasker.

Liam Neeson virker noget mekanisk, og han får ikke nogen hjælp af manuskriptforfatter Dario Scardapanes stive replikker.

Det giver selvfølgelig mening med en vis forvirring, når Alex langsomt falder ned i sindets mørke. Men filmen bruger slet ikke grebet konsekvent, hvorfor de få øjeblikke af rundforvirring ikke gør det store indtryk.

Til gengæld kommer man til at tænke på stakkels Bruce Willis, der har indstillet karrieren, fordi skuespilleren er blevet ramt af sygdommen afasi.

På sine ældre dage er snart 70-årige Liam Neeson, der blev Oscar-nomineret for sin præstation i Schindlers liste, endt som en veritabel actionstjerne. Og han er ikke bange for at arbejde.

Siden Taken fra 2008 har skuespilleren foruden mange andre roller medvirket i et hav af hæsblæsende thrillers, hvor han har haft forskellige evner udi kunsten at tage livet af folk.

Martin Campbell kickstartede effektivt Bond-franchisen med Daniel Craig som sårbar superagent og et medrivende filmsprog i Casino Royale.

Instruktøren har siden fristet en tilværelse som manden bag forglemmelige action-thrillers som The Foreigner med Jackie Chan. I Memory viser Campbell af og til, at han har flair for at skabe intense scener, men for ofte kører spændingen i tomgang.

Filmen prøver at skrive sig ind i en grum virkelighed ved den amerikansk-mexicanske grænse, hvor illegale flygtninge bliver tilbageholdt i bure, og stygge menneskehandlere udnytter børn seksuelt.

Det hele virker underligt uorganisk, og man får aldrig rigtigt fornemmelsen af at være blevet ført til det sydlige Texas på grænsen til Mexico. Det skyldes måske, at filmen bygger på en belgisk action-krimifilm fra 2003 med den danske titel Alzheimer-mordene.

Der er øjensynligt tænkt mere i det slagkraftige plot end i at skabe et troværdigt miljø, som dramaet kan udspille sig i. Og det smitter af på flere af filmens figurer, der ofte træffer dumme beslutninger, fordi det skal bringe handlingen videre mod den uundgåelige finale.

Der er noget rørende over, at de to garvede gutter Liam Neeson og Martin Campbell – som kommer fra henholdsvis Nordirland og New Zealand – har fundet sammen for at fortælle en historie om sindets forfald. Men har ambitionen været at ramme en intim nerve med personlig karaktertegning, er det kuldsejlet i dramaet om, at kriminalitet og korruption bliver styret fra allerhøjeste sted.

Med mange bolde i luften bliver ikke for alvor interesseret i Monica Bellucci som stenrig ejendomsmatador, der ikke skyer nogen midler for at tage hånd om sine nærmeste.

Det sammen gælder Guy Pearces FBI-agent Vincent Serra og hans kolleger Linda og Hugo, der knap så officielt påbegynder en efterforskning, hvor de hele tiden er et skridt bag Alex.

Folk falder som fluer til højre og venstre i det drabelige drama. På den måde holdes adrenalinen oppe, men man kan ikke helt engagere sig i, hvem der overlever eller ej.