Memory

Er man bedst stillet med en traumatisk erindring i bagagen eller med en upålidelig hukommelse? 

Memory er en film fyldt med følelser, iskolde såvel som hjertevarme, og den har familiedilemmaer, der vil kunne få en latinamerikansk telenovela-sæbeopera til at boble af misundelse:

Mexicanske Michel Franco laver film, der veksler mellem det indfølt betragtende og det demonstrativt eksplosive. Nogle gange hælder filmene til en af siderne. 

Chronic er en rolig skildring af en mand, som finder mening i at være sygehjælper for dødsmærkede mennesker. New Order bruger et mexicansk overklassebryllup som afsæt for en nådesløs skildring af et civilisationssammenbrud. 

Men ofte kommer stemningsskiftet i Michel Francos film som en kniv fra himlen. 

Som i Sundown, hvor Tim Roths far frivilligt tager flugten fra sin familie og deres femstjernede luksus i Mexico, møder en kvindelig kioskbestyrer på den billige del af stranden og oplever en spirende kærlighed. Indtil klasseskel og bandevold ruller ind over filmen, som var det en amerikansk thriller.

Af samme grund sidder man med hjertet i hænderne, når Memory starter blandt tatoverede og hårdtprøvede indvandrere til AA-møde i et latino-kvarter i USA. 

Fokus lander på den enlige hvide kvinde i gruppen, Sylvia (Jessica Chastain), der på den hårde måde har lært, hvordan alkohol og dårligt selskab kan ødelægge et liv. Nu passer hun på sin femtenårige datter med samme omhu, som hun passer psykisk handicappede på arbejdspladsen. 

Sylvias skyder låsene for dørene derhjemme i mere end én forstand. Senere finder vi ud af, at der er gode grunde til, at hun har fravalgt det mere sprudlende liv med have, bil og grillfester, som hendes søster lever andetsteds i byen. 

Jessica Chastain nedtoner Sylvia, så hun får udtryk af et såret moder-dådyr. Hun passer på sig selv, så hun kan passe på de endnu svagere. Hun er drænet, omsorgsfuld og afvisende. 

Den kombinatorik ser man ikke så tit, og den får interessant liv i filmen, da hun møder en person fra sin fortid. 

En aften følger en jævnaldrende mand (Peter Sarsgaard) efter Sylvia og bliver uden for hendes hybel til daggry. Hun er bange, men hun kan også lugte omsorgsbehov på lang afstand. 

Saul, som manden viser sig at hedde, er en tidligere skolekammerat, der er ramt af tidlig demens og derfor ofte ikke aner, hvor han er. Hun eskorterer ham hjem til hans bror, der agerer formynder, og får nærmest på stedet tilbudt en stilling som omsorgsperson. 

Det vil være synd at afsløre for meget af historien, for Michel Francos store genistreg er, at han blander de dramatiske kort så virkningsfuldt. 

Gryende romance? Fortidige traumer? Flere gange dratter knive ned fra himlen. 

Michel Franco kan personinstruere, så pauserne og de halve sætninger taler med. Realismen er pletfri. Han er ikke bange for hverken død eller dyd, og han stirrer uforfærdet kapitalismens indgroede magt og den uerkendte kønskamp lige i fjæset. 

Men kan han lade os publikummer hvile i de dybe, komplekse følelser, uden at hans indre provo skal stikke hovedet frem og flå huller i illusionstæppet? 

Den ængstelse gør han lykkeligvis til skamme i Memory. Der er chok og anger, men mest af alt er der mennesker med forsvarsværn, som man håber, de kan hjælpe hinanden med at bryde ned. Og de voksnes hengemte smerte reflekteres i de unge, de ønsker at beskytte. 

Ikke alt klinger lige troværdigt. Ungdommen er mere sund og rørig, end den burde være med de løgne, den er omgivet af. Mødrenes moder, da hun dukker op, er så ond, at det halve kunne være nok. 

Men det er skønhedspletter i et dybt interessant drama af Michel Franco, som stadig udvikler sit register af uforudsigelighed. Der er mange gode film i ham endnu. Måske også et mesterværk.