Cph:Dox
04. nov. 2014
Merchants of Doubt
Robert Kenners Merchants of Doubt fortæller gennem talking heads, hvordan knapt så uvildige tænketanke narrer journalisterne og caster deres tungerappe spindoktorer og lobbyister som eksperter på klimaområdet. Foto | Cph:Dox

Merchants of Doubt

Oscar-nomineret instruktør hiver tæppet væk under klimaskeptikernes spinmaskine i veludført, men lidet øjenåbnende dokumentar.

Af Jesper Olsen

Problemet med Robert Kenners nye dokumentarfilm Merchants of Doubt er, at den ikke fortæller os noget, vi ikke vidste i forvejen.

Ja, global opvarmning er en reel og menneskeskabt trussel. Det forklarede Al Gore os fint i En ubekvem sandhed, og dem der nægter at tro det, er så urokkelige i deres overbevisning, at en ny film hverken gør fra eller til.

Og at klimaskeptikerne forsøger at forplumre debatten med løgne og spin, kan heller ikke overraske nogen.

Kenner, der instruerede den anderledes øjenåbnende, Oscar-nominerede Food, Inc. fra 2008, trækker trådene tilbage til tobaksindustriens årelange PR-kampagne mod videnskaben og viser med talking heads, animationer og en lidt poppet tryllekunstneranalogi, hvordan samme sofistiske strategier har afsporet klimadebatten.

Tobaksindustrien vidste længe før resten af verden, at deres cigaretter var både afhængighedsdannende og sundhedsskadelige, men svor alligevel under ed, at det ikke var tilfældet. Og da folk blev dræbt i cigaretbrande, sendte de aben videre til møbelbranchen, som ikke havde brandsikret deres møbler. Og så begyndte møbelmagerne at fylde deres sofaer med sundhedsskadelige og ineffektive flammehæmmere.

Her tager filmen en længere afstikker, før den nærmer sig sin egentlige materie: Klimadebatten og de ”tryllekunstnere”, der forvrænger den.

For olie- og benzinbranchen handler det hele selvsagt om penge. De ved godt, påstås det, at deres postulater ikke har hold i virkeligheden, men de lyver for at forhale og blive siddende på flæsket så længe som muligt. Det lykkedes for tobaksindustrien i 50 år, men ”vi har ikke 50 år”, som Naomi Oreskes, der skrev bogen, som inspirerede filmen, konstaterer.

Klimadebatten er også en politisk slagmark, hvor liberalisterne ser klimaforanstaltninger – som al anden politisk regulering – som en knægtelse af den personlige frihed. For dem er miljøaktivisterne kommunister i forklædning – eller ”vandmeloner”, som de kalder dem: grønne udenpå og røde indvendigt.

Kenner og hans interviewofre afdækker overbevisende, hvordan knapt så uvildige tænketanke narrer journalisterne og caster deres tungerappe spindoktorer og lobbyister som eksperter på området. Og som regel kommer de rigtige eksperter, klimaforskerne, der sjældent er knivskarpe kommunikatører, til kort i den direkte tv-duel.

Her formidler Kenners talende hoveder dog klart og forståeligt, som da James Hansen, én af klimadebattens vigtigste stemmer, forklarer drivhuseffekten som et tæppe, Jorden er viklet ind i.

De fleste af interviewpersonerne er imidlertid talerør for filmens pointe. De siger i bund og grund det samme, og derfor bliver filmen noget enstonig i længden.

Skeptikerne kommer også til orde, men her savner man større journalistisk brod i de lidt for artige spørgsmål. Mest interessant er den glatte og skruppelløse rænkesmed Marc Morano, der æder svage retorikere til morgenmad.

Han indrømmer uden blusel, at klimaekspert kun er noget, han spiller på tv, mens han med selvtilfreds iver fortæller, hvor sjovt det er at bagvaske udvalgte klimaforskere i medierne.

De dødstrusler, hans ”ofre” modtager, affejer han som bagateller. Når én af filmens ”fjender” er så ligefrem om sin egen uhæderlighed, må man spørge, hvor store Kenners afsløringer egentlig er?

Håndværksmæssigt er der ikke det store at udsætte på Merchants of Doubt, som er dygtigt lavet, velresearchet og velfortalt med fiffig ironisk sans i animationer og musikvalg. For det meste er den vældigt underholdende. Men dens sandheder er hverken særligt ubekvemme eller overraskende.

Titel:
Merchants of Doubt

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Robert Kenner

Spilletid:
96 min.

Premiere:
Vises i forbindelse med CPH DOX i Empire Bio (7/11) og Dagmar Teatret (10/11 og 13/11).

Relevante artikler

CPH:DOX
09. okt. 2014
Oscar-bejler åbner Cph:Dox

Oscar-bejler åbner Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
09. feb. 2015
Better Call Saul

Better Call Saul

Biografanmeldelse
21. jan. 2015
American Sniper

American Sniper

Biografanmeldelse
07. jan. 2015
Taken 3

Taken 3

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!