Merchants of Doubt

Problemet med Robert Kenners nye dokumentarfilm Merchants of Doubt er, at den ikke fortæller os noget, vi ikke vidste i forvejen.

Ja, global opvarmning er en reel og menneskeskabt trussel. Det forklarede Al Gore os fint i En ubekvem sandhed, og dem der nægter at tro det, er så urokkelige i deres overbevisning, at en ny film hverken gør fra eller til.

Og at klimaskeptikerne forsøger at forplumre debatten med løgne og spin, kan heller ikke overraske nogen.

Kenner, der instruerede den anderledes øjenåbnende, Oscar-nominerede Food, Inc. fra 2008, trækker trådene tilbage til tobaksindustriens årelange PR-kampagne mod videnskaben og viser med talking heads, animationer og en lidt poppet tryllekunstneranalogi, hvordan samme sofistiske strategier har afsporet klimadebatten.

Tobaksindustrien vidste længe før resten af verden, at deres cigaretter var både afhængighedsdannende og sundhedsskadelige, men svor alligevel under ed, at det ikke var tilfældet. Og da folk blev dræbt i cigaretbrande, sendte de aben videre til møbelbranchen, som ikke havde brandsikret deres møbler. Og så begyndte møbelmagerne at fylde deres sofaer med sundhedsskadelige og ineffektive flammehæmmere.

Her tager filmen en længere afstikker, før den nærmer sig sin egentlige materie: Klimadebatten og de ”tryllekunstnere”, der forvrænger den.

For olie- og benzinbranchen handler det hele selvsagt om penge. De ved godt, påstås det, at deres postulater ikke har hold i virkeligheden, men de lyver for at forhale og blive siddende på flæsket så længe som muligt. Det lykkedes for tobaksindustrien i 50 år, men ”vi har ikke 50 år”, som Naomi Oreskes, der skrev bogen, som inspirerede filmen, konstaterer.

Klimadebatten er også en politisk slagmark, hvor liberalisterne ser klimaforanstaltninger – som al anden politisk regulering – som en knægtelse af den personlige frihed. For dem er miljøaktivisterne kommunister i forklædning – eller ”vandmeloner”, som de kalder dem: grønne udenpå og røde indvendigt.

Kenner og hans interviewofre afdækker overbevisende, hvordan knapt så uvildige tænketanke narrer journalisterne og caster deres tungerappe spindoktorer og lobbyister som eksperter på området. Og som regel kommer de rigtige eksperter, klimaforskerne, der sjældent er knivskarpe kommunikatører, til kort i den direkte tv-duel.

Her formidler Kenners talende hoveder dog klart og forståeligt, som da James Hansen, én af klimadebattens vigtigste stemmer, forklarer drivhuseffekten som et tæppe, Jorden er viklet ind i.

De fleste af interviewpersonerne er imidlertid talerør for filmens pointe. De siger i bund og grund det samme, og derfor bliver filmen noget enstonig i længden.

Skeptikerne kommer også til orde, men her savner man større journalistisk brod i de lidt for artige spørgsmål. Mest interessant er den glatte og skruppelløse rænkesmed Marc Morano, der æder svage retorikere til morgenmad.

Han indrømmer uden blusel, at klimaekspert kun er noget, han spiller på tv, mens han med selvtilfreds iver fortæller, hvor sjovt det er at bagvaske udvalgte klimaforskere i medierne.

De dødstrusler, hans ”ofre” modtager, affejer han som bagateller. Når én af filmens ”fjender” er så ligefrem om sin egen uhæderlighed, må man spørge, hvor store Kenners afsløringer egentlig er?

Håndværksmæssigt er der ikke det store at udsætte på Merchants of Doubt, som er dygtigt lavet, velresearchet og velfortalt med fiffig ironisk sans i animationer og musikvalg. For det meste er den vældigt underholdende. Men dens sandheder er hverken særligt ubekvemme eller overraskende.