The Mermaid

Humor kan variere i ekstrem grad på tværs af landegrænser. Og måske er det bare, fordi The Mermaid er en kinesisk film, og derfor er lavet til mennesker på den anden side af jorden, at en dansk anmelders lattermuskler er godt afslappede under hele filmen.

Hovedpersonen, den ekstremt velhavende forretningsmand Liu Xuan (Chao Deng), kunne dog få et smil frem på læberne, når han bogstavelig talt smider pengebundter i hovedet på folk, hvis de brokker sig.

Hans nyeste investering er et enormt boligbyggeri, der desværre forulemper naturlivet i det nærtliggende hav.

Og netop i det hav bor havfruen Shan (Yun Lin) sammen med en masse andre havfruer i et skibsvrag. Hun er den eneste af havfruerne, som kan bevæge sig i menneskeverdenen. Hun har skåret sine finner fra hinanden, så hun lige nøjagtigt kan tage et par støvler på og køre på et skateboard.

På grund af sin fordelagtige mobilitet får hun til opgave at dræbe Liu Xuan og derved stoppe hans entreprenørplaner. Og ja, det er lige så syret, som det lyder.

Til et af Liu Xuans forretningsmøder ankommer den skøreste af gæsterne via jetpack, og lederen af havfruerne er en fyr, som har otte blækspruttearme i stedet for ben.

Desværre er løjerne ikke særligt sjove, og handlingen er lige så forudsigelig som vejrudsigten i Sahara.

Shan prøver at dræbe Liu Xuan ved at kaste spidse søpindsvind efter ham. Dem ender hun til gengæld selv med at få stukket i hovedet, hvilket er en smule sjovt, fordi vi ikke er vant til at se en smuk kvindelig hovedperson blive udsat for så grov slapstick-humor i den vestlige verden.

Shan elsker i øvrigt grillkyllinger og inviterer Liu Xuan med ud for at spise nogen. Her bryder de begge pludselig ud i sang på bedste musical-vis – tydeligvis for at vise os, at der er opstået følelser mellem de to.

Når filmen på den måde kommer med noget, der kunne ligne et interessant plottwist, får vi det bogstavelig talt råbt ind i hovedet, og intet bliver overladt til fantasien. Børn ville sikkert finde universet fascinerende, fordi filmen trods alt har tempo, og de fleste figurer opfører sig meget skabagtigt og barnligt.

Men specielt slutningen, hvor havfruerne kæmper mod menneskene, er af uforklarlige årsager lavet så blodig, at filmen slet ikke er for børn.

Da Liu Xang skal forklare til politiet, at han har set en havfrue, fniser de, da han går, og når han kigger tilbage, ser de helt alvorligt på ham. Det bliver gentaget så mange gange, at man i hvert fald forstår, at det er noget, som de kinesiske manuskriptforfattere synes er rigtigt sjovt.

Blækspruttemanden sniger sig på et tidspunkt ind forklædt som kok for at slå Liu Xang ihjel. Hans blækspruttearme stikker dog ud fra tøjet, og han bliver nødt til at tilberede sig selv, så Liu Xang ikke fatter mistanke!

Igen mere bizart end egentligt morsomt, at han står og steger og skærer i sine egne lemmer. Hvis man har en forkærlighed for asiens syrede påfund, vil man måske føle sig godt underholdt af The Mermaid, der i hvert fald er fyldt med tossede indslag.