Meteora

Af Samina Jakobsen

Den græsk-colombianske instruktør med det ikke helt ædruelige navn Spiros Stathoulopoulos er en alsidig herre.

Hans debutfilm fra 2008, PVC-1, er et højspændt drama baseret på virkelige hændelser om en colombiansk kvinde, der ikke kan betale en løsesum til en terrorgruppe og derfor får spændt en bombe om halsen. Optaget i ét langt take!

Efterfølgeren går i den helt modsatte retning: I et lavt tempo og i en blanding af animation og realbilleder skildrer den klosterlivets askese i Meteora-bjergområdet i Grækenland. Og særligt følger vi lysten, begæret og forsøget på at holde begge ting nede hos Urania (Tamila Koulieva-Karantinaki) og Theodoros (Theo Alexander).

Urania er en russisk-ortodoks nonne. Theodoros er en græsk-ortodoks munk. De bor i hver sit kloster, på hver sin bjergtop. Mellem de to bjerge står et lille træ ensomt på en bakketop.

Hendes navn betyder ”guddommelig”, hans navn betyder ”gaven fra gud”. Deres hengivne tro sættes på en prøve, da de forelsker sig, og de må nu gøre op med sig selv, om kærligheden til gud er større end til mennesket, eller om det overhovedet er muligt at forene de to?

35-årige Stathoulopoulos bruger eksemplarisk det golde thessalienske landskab – med oliventræer, tågede bjergtoppe og klippeformationer i et karakteristisk gyldent skær – til at fortælle sin mytiske historie.

Meteora betyder ”oppe i luften” og er autentisk klostersamfund, der meget passende ligger allerøverst oppe på stejle klippeformationer. Den dag i dag bruger man stadig et primitivt hejsesystem med kurve for at komme op og ned fra bjergene.

Hejsesystemet bliver elegant brugt i filmen. En scene med Urania, der hejses op i et net, slår over i ikoniske animationer, hvor rebet – markeret som en simpel sort streg – er en af de eneste bevægelser i det jordfarvede, smukt illustrerede landskab.

Animationen tager udgangspunkt i en tusind år gammel ikonografisk stiltradition, hvor formålet ikke er at illustrere en konkret virkelighed, men at spejle en himmelsk virkelighed gennem todimensionel symbolik.

Men samtidig med denne kunstfærdige metode indsætter Stathoulopoulos nærmest dokumentariske elementer – som slagtningen af en ged filmet med håndholdt kamera. De rystede optagelser af gedeflokken, der gennes ned fra bjerget for at blive malket, står i skærende kontrast til det ellers rolige billede, der bliver skabt af hverdagen i byen.

Genre-mikset fungerer overraskende godt. Dagliglivets gang med de messende stemmer i klosteret har en rolig, nærmest hypnotiserende effekt. Animationen ophøjer historien til en universel fortælling om kærlighed og opofrelse. Og det dokumentariske bringer os tilbage til virkeligheden og får os til at tænke på de menneskelige konsekvenser af livet i askese.

På Sankt Jacobs dag forbereder Theodoros et måltid til sin elskede Urania, og de mødes under et træ for at spise. Dialogen i filmen er ekstremt sparsom, og det blot øger betydningen, når der endelig bliver sagt noget. Generelt er filmen overvældende symbolladet og bringer tankerne hen på Lars von Triers tv-film Medea eller Triers forbillede Tarkovskij i måden, naturen får en overnaturlig betydning og et nærmest mytisk skær.

Træet, vinden, tågen og flammen er alle ladet med betydning, selv lyset, som bliver et kommunikationsmiddel for de to elskende via spejle.

Meteora starter og slutter i ikonostasen, som er den billedvæg, der deler gejstligheden og menigheden i den ortodokse kirke. Og filmen afsøger netop på smuk vis valget mellem det menneskelige og guddommelige. Det er næppe en film for det brede publikum, men hvis man giver sig hen til det særprægede univers, gemmer der sig en oplevelse af nærmest åndelige dimensioner.

Trailer: Meteora