Before Midnight

Bortset fra Francois Truffauts Antoine Doinel-serie, som startede med Ung flugt i 1959 og sluttede fem film senere i 1979, hvor mange fiktive filmserier har så fulgt sine karakterer over så mange år som Richard Linklaters Before-trilogi?

Formentlig ikke særlig mange, og der er med sikkerhed ingen, der kommer op på siden af denne trilogi i følelsesmæssig intelligens, romantisk dybde og æstetisk elegance. Det er en usædvanlig filmisk bedrift, som man kun kan holde af, og selvom den nye film sætter en særdeles tilfredsstillende prik over i’et, er der næppe mange, der vil gøre protester, hvis vi får et nyt kapitel om ti års tid.

Jesse og Celine bliver legemliggjort af Ethan Hawke og Julie Delpy – ved alle tre film medforfattere og tætte samarbejdspartnere med instruktør Linklater – og er nu som gamle venner, man ikke ser så ofte, men som man er himmelhenrykt over at støde på en gang hvert årti.

Hvis du er spoiler-frygtig og ikke har set de to andre film – Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) – så stop med at læse her og kom i gang med at se dem. For dem, der er for dovne til at gøre sig den umage, er det vigtigste at vide om toeren – måske den mest perfekte i serien – at den sluttede med en velplaceret cliffhanger, hvor publikum kun kunne gætte på, om Jesse ville tage flyet tilbage til sin kone og søn i New York eller blive sammen med Celine, som han aldrig kom sig over.

Before Midnight besvarer spørgsmålet med et gribende ja, han blev, men som filmen rørende og ærligt afslører, var det ikke en beslutning uden efterdønninger. Nu er de i midten af 40’erne og forældre til to tvillingepiger, og vi møder dem første gang, efter Jesse har sat sin teenagesøn Hank på et fly hjem til USA fra Grækenland, hvor hele familien har tilbragt sommeren.

Jesse er plaget af dårlig samvittighed over at have forladt sit første barn for at leve i Paris med Celine. Han vil gerne flytte tilbage til USA, men Celines karriere holder hende i Europa – et af den slags dilemmaer, så mange internationale par står over for i disse år. 

En biltur får os snedigt opdateret på, hvad der er sket det sidste årti. Derefter tager filmen en interessant og helt igennem alders-præcise afstikker fra seriens intense granskning af Jesse og Celine for i stedet at vise dem interagere i en større social sammenhæng, som når de spiser frokost med deres venner.

Senere tager de på vennernes opfordring ind til byen for at tilbringe en tiltænkt romantisk aften alene, kun for at få aftenen skændet af en drabelig diskussion, der truer med at rive deres forhold i stykker, denne gang for bestandig.

Before Midnights kulmination har ikke den samme svimlende magi som Before Sunsets sidste scene, men på en eller anden måde føles selv dette rigtigt i forhold til, hvor karaktererne er i deres liv lige nu. De er lidt mere velstående, lidt mindre smukke, begyndt at frygte døden og belæsset med forpligtelser, der lukker en række døre, men som også har besmykket dem med uforglemmelige oplevelser og en rig fælles historie, der (forhåbentlig) stadig er i gang med at blive skrevet.

Filmen og seriens bankende hjerte er den unikke kemi mellem Hawke, Delpy og Linklater, der kommer til udtryk foran såvel som bag kameraet. Synergien mellem manuskript, skuespil og instruktion får filmene til at føles, som var de kløvet af et enkelt stykke af virkelighedens træ. Klipningen, lyset, følelserne og dialogens rytme harmonerer perfekt i scene efter scene, som når Jesse og Celine går gennem nogle gamle ruiner mod deres hotel og sludrer som i gamle dage, overvejende i muntert humør, men også med et skær af melankoli over de ting, der ikke bliver sagt.

Som enhver stor kærlighedsaffære bliver historien bare mere og mere interessant og kompliceret med tiden.