Midway

De hører dem, før de ser dem.

Den hylende lyd fra et fly, som er gået i dyk for at indlede sit angreb, sender besætningen på det amerikanske hangarskib i panik.

Intet varsel har de fået, og nu, tidligt om morgenen, hvor solen skinner og knap en brise rør sig, overrumpler japanerne alle på Pearl Harbor den 7. december 1941 og tildeler den amerikanske flåde en ordentlig bredside.

Men ikke alvorligt nok. For som den mesterlige strateg bag angrebet, General Yamamoto, bemærker: ”Vi har vækket en sovende kæmpe.”

Og kæmpen iklæder sig nu sin patriotiske flyverdragt og gør klar til at uddele en gedigen omgang røvfuld i instruktør Roland Emmerich’ Midway – navnet på en amerikansk øgruppe, der er blevet synonym med det berømte slag.

Den kæphøje pilot Dick Best (Ed Skrein) er klar til at gå i clinch med fjenden, nærmest før røgen har lagt sig. Men køligere militærhjerner har planer om en mere langsigtet og effektiv strategi.

Filmen følger tre spor.

På amerikaneres side ser vi den taktiske del, hvor admiralerne og kodebryderne prøver at være et skridt foran fjenden. Og vi er ude på slagmarken, hvor luftens frygtløse djævle risikerer livet hver gang, de skal smide en bombe eller torpedo mod japanerne.

Emmerich og manuskriptforfatteren Wes Tooke har desuden valgt at vise begivenhederne fra Japans side. Midway fremstår således som en klapsammenmad af Clint Eastwoods to film om Stillehavskrigen: den lidt kedelige Flags of Our Fathers og den fremragende Letters from Iwo Jima.

Som altid med den tyske instruktør er der skruet fuldt op for den hektiske action. Tidligere har han lavet rum-invasionen Independence Day og katastrofe-rabalderet 2012, og eksplosionerne får denne gang heller ikke for lidt i de mange drabelige slag.

Men det er ikke altid de mest elegante computereffekter, budgettet har tilladt. Så da en matros under angrebet på Pearl Harbor får ild i bukserne, ser det lige så overbevisende ud som en kejtet børnetegning.

Til gengæld lever Midway under de intense flyscener. Mere end én gang lykkes det at frembringe et sug i maven, når piloterne styrtdykker mod deres mål for at aflevere den eksplosive last.

Det er op til skuespillerne at gøre alt det imellem slagene interessant. Det lykkes ikke.

Med kapaciteter som Woody Harrelson, Dennis Quaid og Patrick Wilson i de bærende roller burde der ellers være rig mulighed for præstationer af høj kaliber.

Ed Skrein har de hårde ansigtstræk, som kan gøre ham til Hollywoods næste førsteelsker, men det er blot en facade. Med en overdrevet newyorker-accent formår briten ikke at løfte de banale og til tider rædderlige replikker.

Trusler om at smadre japsere og andre lettere racistiske udbasuneringer bliver leveret uden tænding og nerve.

Det er en skam, at de virkelige begivenheder er barbaret så langt ind til benet, at der slet ikke bliver plads til større fordybelse i strategien og selve slaget.

Det giver ingen mening, at Aaron Eckhart dukker op i en udvidet cameo som James Doolittle, der angreb Tokyo for så at nødlande i Kina. Denne heltedåd kunne alene sagtens fylde en hel spillefilm, men er her blot et påskud for, at de kinesiske investorer kan se modige kinesiske oprørere kæmpe side om side med amerikanske legender.

Det største problem er dog, at det fire dage lange slag ved Midway er kogt ned til enkelte højdepunkter. Så man spørger sig selv, om der overhovedet er brug for filmen.

Midway fra 1976 med Charlton Heston og Henry Fonda fortæller nærmest den samme historie, bare meget bedre.