Mig før dig

Vi kender hende som dragemoren fra Game of Thrones. Emilia Clarke. Nu har hun løsrevet sig fra sine drager og spiller den hvinende søde Louisa Clark, der er et miks af Betty Suarez fra Ugly Betty og Poppy fra Happy-Go-Lucky.

Evigt glad og optimistisk servicerer hun gamle damer i det lokale konditori, indtil hun en dag bliver fyret. På jobcentret tikker en stillingsbetegnelse ind som handicaphjælper for en ung rigmand, og vupti, så er hun ansat. Men rigmanden Will Traynor (Sam Claflin) er ikke en nem patient.

I to år har den eventyrglade millionær boet på sine forældres slot, bundet til en kørestol efter en trafikulykke. Han surmuler, er deprimeret, vred og selvmordstruet.

Langsomt går det op for Louisa, at hun er blevet hyret til at muntre ham op, og hun må bruge alle sine kreative evner for at holde Will fra den selvvalgte død.

Debutinstruktør Thea Sharrock og manuskriptforfatter JoJo Moyes, der også har skrevet bogforlægget, har valgt den sikre, konventionelle vej. Diametrale modsætninger mødes, sød musik opstår, der er et slot og et bryllup – fotograferet i en varm og blød lyssætning.

Sharrock har tidligere instrueret teaterstykker, og det giver god mening, når man ser Emilia Clarkes umanerlige overspil.

Med øjenbryn, der bevæger sig for hver replik, og udspilede øjne så store som møllehjul møder Louisa Clark verden med et stort smil. Et kæmpesmil, der ganske givet ville kunne nå de bagerste rækker i teatret, men som i closeup føles lettere manisk. Og Sharrock er ikke bleg for at stille skarpt på Clarkes ansigt for at fremmane følelser hos publikum.

Omvendt forholder det sig med Sam Claflin, der spiller deprimeret ved at være sur. Det eneste, som kan muntre ham op, er Beauvois’ Om guder og mænd, som er et noget aparte valg i et romantisk komediedrama.

Øjenbrynene er til at starte med heller ikke glade. Louisa har aldrig set en film med undertekster, men bagefter lyser hun op, og smilet når nye højder. ”Jeg elskede den!” siger hun begejstret om en film, der handler om voldelig og religiøs fanatisme.

Kemien mellem hr. Surmule og frøken Øjenbryn er også svær at få øje på. Det virker aldrig rigtigt, som om de kan lide hinanden, selvom Sharrock ihærdigt prøver at styrke scenernes følelsesmæssige bånd med den ene intetsigende ballade efter den anden.

Balladerne tager til i styrke, da spørgsmålet om aktiv dødshjælp kommer i spil. Men i modsætning til teenagedramaet En flænge i himlen, der havde modet til at udstille livets skyggesider, danser voksendramaet Mig før dig rundt om den varme grød.

Eksempelvis er al praktik lagt i hænderne på en mandlig sygeplejerske, så Louisa ikke skal bekymre sig om toiletbesøg og andet bøvl. Alle besværligheder ved et liv i kørestol må vi tænke os til, hvilket gør det svært at forstå Wills dødsønske. Han er lækker, bor på et slot og er stenrig.

Sharrock og Moyes virker ikke til at være interesseret i handicap og dødshjælp som andet end virkemidler, der kan få folk til at græde. Og måske vil filmen også kunne fremtrylle tårer hos nogle publikummer, men den mangler det hjerte, der ville gøre det værd at græde.