A Million Ways to Die in the West

A Million Ways to Die in the West er overordentlig rig på lokumshumor.

Langt de fleste af vittighederne handler om det latrinære. Der bliver pisset i spandevis og lavet virkelig meget lort. Og på et tidspunkt er der sågar en penis, der slår en prut.

Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse.

Manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver Seth MacFarlane er kendt for at dyrke det pubertære, både i tv-serien Family Guy og i bamsekomedien Ted. Og da han i 2013 var vært for Oscar-showet indledte han aftenen med en sang om bare bryster.

Det bemærkelsesværdige ved MacFarlane er, at han ofte formår at gøre sine infantile platheder sjove. Og det er der gode eksempler på i A Million Ways to Die in the West.

Filmen starter på klassisk western-maner med en duel i 1880’ernes USA. Eller det vil sige, det udvikler sig aldrig til en egentlig skudveksling, for den udfordrede Albert Stark tilbyder undskyldende sin duellant penge, hvis han lader ham slippe.

Albert hader det vilde vesten. Han hader den romantiske hyldest af skydegale machotyper, og han hader at bo i en tid, hvor døden konstant lurer rundt om hjørnet.

Albert er ikke særligt populær i det lille præriesamfund. Han besidder et lidet maskulint job som fåreavler, og da han bakker undskyldende ud af duellen, får kæresten Louise (Amanda Seyfried) nok og dropper ham.

Efterfølgende drikker Albert sig vanvidsfuld på den lokale saloon, mens han misantropisk joker om den cowboymentalitet, der omgiver ham.

Ikke længe efter bruddet har Louise fundet sig en ny fyr, den selvsmagende Foy (Neil Patrick Harris), der har et næsten erotisk forhold til sit eget overskæg. Albert er jaloux, og han forsøger ihærdigt at vinde Louise tilbage.

Den mystiske og smukke Anna, der lige er kommet til byen, indvilliger i at hjælpe Albert. De to tilbringer mere og mere tid sammen, men Albert ved heller ikke, at Anna er gift med præriens mest frygtede forbryder, der som en hilsen til Clinten hedder Clinch Leatherwood.

Liam Neeson og Charlize Theron spiller ægteparret Clinch og Anna. Særligt Theron virker godt tilpas i de komiske rammer, og hun har også tidligere bevist, at hun mestrer genren i tredje sæson af Arrested Development.

MacFarlene har castet sig selv til hovedrollen som Albert, og ofte charmerer han sig uskadt gennem de platte jokes. Som når han vil gøre ekskæresten jaloux ved at fortælle, at han tilbringer så meget tid oppe i sin nye veninde, at hvis man skal sende ham post, så kan man ligeså godt adressere det direkte til hendes underliv.

Historien i A Million Ways to Die in the West er noget rod, og der introduceres alt for mange ligegyldige personer. Alberts far laver ikke andet end at råbe og skide i en gyngestol, og man må spørge sig selv, hvorfor han overhovedet er skrevet ind i historien.

Andre af birollerne gør det ganske godt.

Særligt Sarah Silverman som den prostituerede Ruth og Giovanni Ribisi som hendes kæreste Edward stjæler ofte billedet. De to er gode kristne, så de venter naturligvis med at have sex med hinanden, til de bliver gift. Selvom Ruth på dagligt basis er sammen med op mod femten mænd. Men det er jo bare et job, og som Edward siger, så har han altså også af og til trælse dage som skomager.

Der er mange enkeltstående, gode jokes. Men sammenhængen forpurres af alt for mange referencer til andre film og gamle stand-up-komikere. Doseret med lidt mere elegant hånd kan sådan nogle små hilsner være et kuriøst krydderi til de årvågne, sådan som MacFarlane selv gør det i Family Guy. Men hervirker det abrupt og ligegyldigt, når for eksempel Dr. Emmett Brown fra Tilbage til fremtiden pludselig står i en lade.

MacFarlane er en sjov mand, men 116 minutter er lang tid med latrinære vittigheder. På et tidspunkt fylder en diarréramt Neil Patrick Harris to cowboyhatte med lort. Han kunne nok have nøjedes med en enkelt.