Min arv bor i dig

Noget af det mest absurde, hjerteskærende og komplet urimelige, man kan forestille sig, er en mor, der dør i barselssengen.

Og det eneste værre er, hvis morens lidelse og død bliver trukket ud med et langstrakt suk som en harmonika – fra dødsdommen og frem til en død meget længere fremme. 

Fordi moren, og alle omkring hende, bliver tvunget til at se døden og reflektere over skæbnen nærmest som en pervers ekstratortur.

Det er præcis dét, der sker i Roja Pakaris selvbiografiske dokumentar. Min arv er i dig om Rojas kræftsygdom og grænseløse kærlighed til sin søn, mand, øvrige familie og hele den kultur, de er flygtet fra og samtidig har med sig.

Hendes far, som er flygtet fra Iran og ikke turde vende tilbage, gav hende et kamera, så hun kunne filme det hele for ham på sin første rejse til oprindelseslandet. Siden da har hun fortalt historier med billeder.

Og hendes automatreaktion på knoglemarvskræften er, at hun, nu som voksen og uddannet dokumentarist fra Den danske Filmskole, begynder at filme alt omkring sig. Hun vil gemme sit liv til Oskar, inden det er for sent.

Skildringen af sygdommens første faser og hendes hurtige dødsforfald er decideret frygteligt at se på. Den dramatiske kurve er en sindssyg parabelbue, der hamrer nedad, men som så går op igen og bliver næsten normal. 

Vi hører, at dødelig kræft måske ikke er så dødelig alligevel – ikke nu og her i hvert fald – men snarere en slags kronisk kræft, som man kan leve et godt stykke tid med. Og imens hun kommer sig og bliver sundere og sundere at se på, nærmer vi os nutiden. 

Filmen er lavet med gamle videoklip, rystede og håndholdte optagelser, og så et mere nutidigt, æstetiseret fortælleplan. 

Vi følger Roja miste håret, få det igen og tabe det endnu engang, være karseklippet og ligne en mand, imens hendes lille dreng vokser og nærmest har det længste hår i verden, som sættes op i knytnævestore knuder.

Andre tilsyneladende helt bevidste spor er madlavning, behandlinger og kærtegn. I begyndelsen spiser hun McDonald’s i en feriebrandert sammen med sin lige så fulde kæreste Simon, som hun senere bliver gift med. Mens hun senere i forløbet står og oplæres i, hvordan man laver fladbrød, af sin mor Masumeh ved et komfur i et dansk rækkehus. 

Andre gange får man bare noget forærende af at optage liv over tid. Simon får flotte stålbriller. Senere bliver de en model skildpaddeskjold, som han har på under en ny frisure med fint, kort pandehår. Lidt efter er han helt korthåret.

Miljøet er duo-etnisk, tvekulturelt, og vi oscillerer mellem mellemøstlig mad og danske klassikere, mellem tørklæder om håret og caps, mellem dansk børnefødselsdag og iransk nytår, mellem generobret farsi og hipsterdansk med amerikanske brokker.

Filmen skildrer Roja, Simon og Oskar, men på sin vis også alle mennesker. I en af de smukkeste, mest humant omfavnende scener forklarer Simon sin kone – vistnok i en koger – at han mener, de alle forskelle til trods er ens.

Du er fra Iran. Jeg er fra Valby. Og alligevel.

Min arv er i dig handler om sygdom. Om at blive mor. Om at være menneske. Den handler om at frygte at miste alt for tidligt. Og om allerede at have mistet. 

Rojas blik, da hun kommer hjem fra hospitalet, og hendes lille søn delvis afviser hende og hænger om sin fars hals, er svær at se på. Man forestiller sig levende, hvordan det har været at stå i det hele.

Undervejs i filmen krydser man fingre for, at det hele nok skal gå. Hun bliver nok rask, men det gør hun ikke. Trøsten skal vise sig at komme fra en guldfisk, som iranere altid sætter på deres eklektiske nytårsbord, der blandt andet skal rumme æbler, kager og altså en guldfisk.

Guldfisken symboliserer, at man skal leve i nuet, og det gør Roja og hendes familie. De har ligesom heller ikke andet.

Det gør filmen til en udforskning i alle retninger af livet. Etnicitet, personlig identitet, slægtskab, forbindelser, udvikling og afvikling. Roja Pakari viser sit samlede liv. Hun samler sit liv. Og giver det til sin søn Oskar. Men hun giver også en film om den handling til os andre.

Sjældent har man set noget så stilfærdigt flot, så roligt chokerende, så ægte ærligt og så autentisk råt. Det er bedrøvende tragisk og samtidig uendeligt smukt.