Min kamp

Hvis man er lige så heldig som denne anmelder, så kaster man sig ud i miniserien Min kamp på DR3 uden at ane, hvad den overhovedet går ud på. 

Selv når man får hold på, at det er netop Super16-uddannede Glen Bay Grant, der ret cool har instrueret en fiktionsserie i fire afsnit skrevet eminent af Anna Juul – som er elev på Filmskolens manuskriptlinje og også selv spiller hovedrollen – er forvirringen noget nær total. 

Ret hurtigt tegner plottet sig dog. 

Digteren Veronika Katinka Martzen, der er diagnosticeret skizofren og derudover slås med en bipolar lidelse, vil gerne have sit helt store gennembrud som kunstner, selv om hun egentlig er ret ufunderet. 

Og hvordan opnår man så at få laurbærkransen? 

I løbet af de fire korte afsnit følger vi hendes kiksede, desperate kamp for at få ufortjent opmærksomhed. Hun forsøger at blive udgivet på Gyldendal og mikroforlaget Zink. Hun prøver at få lov at lave en dokumentar til DR3 – der skal instrueres af en utroligt velspillende Dulfi Al-Jabouri som filmskaberen Eric – og få et kunstværk ind på Charlottenborg. 

Men selv om hun stolt erklærer, at hun er parat til at lade sig kneppe, imens hun læser et digt højt, hvis det er det, der skal til, så bliver det hele aldrig rigtig til noget. 

Ikke engang knepperiet. 

Anna Juuls replikker er flækkende sjove. Da en kurator fra Charlottenborg spørger hende, om hun er okay med, at hun skal filmes, imens hun har sex, svarer hun: ”Ja, jeg bruger spiral.” 

Det snappy, det kvikke, det villede ”unge”, er en side af serien. Den præcise satire over kultureliten og karikatur af kunstnerrollen er en anden. 

Et tredje gennemgående træk er en slags virkelig fascinerende, dobbeltbundet ironi, der er så ironisk, at man til sidst ikke helt ved, om den er ironi. I hvert fald går ironien i løbet af serien langsomt itu. 

Forsigtigt bryder der nemlig noget ud af ironien, noget mere autentisk. Det vildt sjove tøj, Veronika Katinka går i, hendes skamløse udstilling af sig selv og hele måden, hun übernaturligt bruger sit ansigt, sine bevægelser og sin krop på, måden hun laver klasseanalyser på og hendes krukkede oplæsninger, begynder mere og mere at lade en ømhed og en sårbarhed bryde igennem. 

Hvilket serien selvfølgelig straks selv laver fis med og prøver at latterliggøre. 

I en kernescene får hun brutalt tegnet sine bryster op med en plastickirurgs blå pen og sidder efterfølgende med sine nærmest tynde, lange bryster hængende ned over fire deller på maven. I de små skift og afsløringer og sprækker bliver man først i tvivl, om det er fis, hvorefter man bliver bevæget og til sidst får vækket en dyb empati. 

Veronika Katinka Martzen og Min kamp er dog mere end noget andet et meta-spil. Alting spejles ind og ud af hinanden af Glen Bay Grant, der fortæller historien med et sjovt lydspor med pop tilbage fra Enigmas gregorianske munke og bruger skrigende pink grafik og gammel musikvideoæstetik. 

Men det er kun starten. 

Figuren Veronika Katinka Martzen mødte vi første gang på Radio24Syvs satire Den Korte Radioavis. Af samme grund medvirker både Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Mathias Helt. 

Senere blev Veronika-figuren et alter ego for Anna Juul, som brugte det gennemført i for eksempel avisinterviews i forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen Jeg bruger min krop som et møbel, der faktisk netop udkom på Gyldendal i 2019. 

Den fiktive digterinde er optaget af kønsroller og hader Karl Ove Knausgårds seksbindsværk, der deler titel med miniserien: Min kamp. 

Sådan kan man blive ved. 

Der bliver cyklet skamløst rundt i, at Veronika lider af skizofreni og bipolaritet. Men hele sygehistorien er faktisk rå autofiktion – ligesom Knausgårds kamp – og trækker på, at Anna Juul selv har samme eksistensvilkår. 

Og ender modvilligt med at blive seriens centrale diskussion. 

Min kamp er en visuel, lydlig og fortællemæssig flippermaskine. Det hele virker som en, ja, sindssyg og eklektisk og gakket riven ned fra alle hylder. Og jeg tror aldrig, at jeg tidligere har fornemmet, at så mange narrativer og tilgange og stemmer – ægte, fiktive, indbildte, eksperimenterende – blev mikset så frit, at Guy Richie ville måbe. 

Men det forunderlige er, at Min kamp, selv om den også sine steder kan virke næsten famlende, ender som en virkelig helstøbt og menneskeligt dyb og kunstnerisk interessant serie at se.