Min mor

Den italienske auteur Nanni Moretti forbindes ofte med underfundig humor og venstrevendt samfundssatire.

Men i sine vægtigste værker, Guldpalmevinderen Min søns værelse (2001) og Min mor (2015), har han døden som hovedmotiv. Ja, selv i den kapriciøse Kære dagbog (1993) trænger døden sig på, når Moretti opsøger det sted, hvor instruktøren Pier Paolo Pasolini blev myrdet og i øvrigt gør sidste tredjedel af filmen til en historie om sin egen kræftsygdom.

Min mor kan opfattes som companion piece til Min søns værelse. Begge handler om, hvordan den velpolstrede middelklasse tackler eksistensens endelige udfordring.

I Min søns værelse spiller Nanni Moretti selv hovedrollen som psykiateren, der må opgive sin praksis, da hans halvvoksne søn omkommer. Og Min mor har igen en hovedperson, der i dødens umiddelbare nærvær oplever en livskrise.

Her er det en midaldrende kvinde, filminstruktøren Margherita, hvis mor ligger alvorligt syg på hospitalet, mens hun selv er travlt optaget af at optage en af den slags firkantet politiske film, hun er bedst kendt for.

Margherita er på overfladen en selvsikker kvinde og noget ugenerøs og overkritisk i sine personlige relationer. En del af den ellers ganske ordrige films attraktion ligger i at følge hendes minespil, som det registreres af den fremragende Margherita Buy, der har et af disse pivåbne ansigter, som kameraet elsker.

Der ligger en stor indre rådvildhed gemt i de smukke grå-blå øjne, selv i øjeblikke, hvor hun blot agerer som filminstruktør og under optagelserne tager stilling til de myriader af trivielle spørgsmål, der hagler ned over hende (filmens syn på instruktørens arbejde er decideret afglamouriserende).

For hvad betyder egentlig alle hendes films fiktive, politiske paroler i sammenligning med den kendsgerning, at moren er ved at dø?

Hun rammes af en ydmygende følelse af uformåenhed, mens hendes bror (spillet af Moretti selv) foregår hende med et skyldgivende godt eksempel med sin mere helhjertede patientomsorg.

Mangen en nordisk instruktør ville tvære masochistisk i dette set-up, men Moretti har sin egen tørt lakoniske stil. Bemærk, hvor abrupt han ofte slutter sine scener. Vi skal ikke masseres følelsesmæssigt (heller ikke af dramatisk underlægningsmusik), men påvirkes akkumulativt af den måde, de ofte ret korte scener føjer sig ind i hinanden som et nuanceret puslespil.

Følelserne er store, men billedstilen nøgternt registrerende, lidt som hos den spanske Luis Buñuel.

Min mor udfolder sig alligevel i flere tonearter end Min søns værelse, og det skyldes ikke kun, at filmen har en morsom bifigur i John Turturros overdådigt barnlige og selvcentrede Hollywood-skuespiller.

Moretti blander denne gang fantasi-, drømme- og erindringsafsnit med de ordinært fortællende scener på en måde, så man aldrig kan være helt sikker på, hvad der ”reelt” sker i historiens sammenhæng (atter som Buñuel).

Det giver en pirrende ambivalens i flere scener, for eksempel når Margherita vågner og opdager, at hele hendes lejlighed er oversvømmet.

Mareridt eller virkelighed?

Det sidste, viser det sig, men scenen bliver ikke mindre drømmeagtig (og symbolsk) af den grund. Og hendes hjælpeløshed over for moren får knivskarp kant i en kort (fantasi)scene, hvor hun hårdhændet smider moren væk fra rattet i dennes egen bil – hun har ikke længere kørekort. Og i fortvivlet raseri selv kører bilen ind i en mur.

Moren spilles selvudslettende af den uanseelige Giulia Lazzarini. Igen en klog taktik, for pointen mod slutningen er, at hun var en større personlighed, end datteren (og vi) anede – med livgivende kontakter uden for familiekredsen. For nok handler Min mor om døden som udfordring, men ikke som forbandelse.

Som i Min søns værelse går der livstråde videre til de overlevende. Døden får ikke det sidste ord.