Min uimodståelige mand

En hvid, midaldrende mand sætter en hvid, midaldrende mand til at vurdere en film, der handler om hvide, midaldrende mænd (og kvinder) og deres privilegieblinde punkter.

Det er allerede bias, men chefredaktøren har naturligvis valgt mig, fordi jeg ofte har blandet mig i kønsdebatten. Jeg har sågar læst Mette Korsgaards bog fra 2018, der nu også er en dokumentarfilm af samme navn: Min uimodståelige mand.

Jeg kender instruktøren Mette Korsgaard ganske godt. Således også hendes tidligere dokumentarer – Banditten, Min barndom i helvede og Bonnie og de tusinde mænd – og jeg er stor fan af hendes evne til at skabe fortrolige rum, hvor hun med en åben og umiddelbar nysgerrighed formår at komme ind under tatoveringerne på folk, som de fleste nok vil betragte som freaks.

Den her gang vender hun dog kameraet mod sig selv og sin ”uimodståelige” mand: DR2’s Deadline-vært Niels Krause-Kjær.

Filmens hyggeligt tøffende motor er Krause-Kjærs forvandling fra at være en slags ligestillings-ignorant til pludselig at blive aktiv kvindeforkæmper.

Indledningsvis ligner Niels den typiske træmand, der iført sutsko og morgenavis selvsagt ikke undertrykker nogen kvinder, og da slet ikke sin kone. For hun får jo netop lov at udstille hans gentagne skuldertræk, når det handler om filmens undertema: den hvide mands privilegieblindhed.

Som han siger, så er der jo større problemer i verden. Klimaet og folk, der sulter i Afrika, for eksempel.

Så sandt som det er sagt, der ernoget first world problem over Mette Korsgaards personlige undersøgelse af vores og sin egen families stereotype forestillinger om køn og ligestilling.

Visse vrantne mænd (herunder mig) vil mene, at filmen er lidt for dameblads-videnskabelig, fordi de 60 minutters dokumentar ikke føjer meget nyt til debatten. Heller ikke selv om vi er helt i Australien for at se en kønsprofessor sige, at det er mest komfortabelt, at vi lever i forestillingen om, at mænd og kvinder grundlæggende er forskellige.

Jamen, vi er jo forskellige, tænker jeg så. At en forsker pointerer, at man ikke kan se fysisk forskel på vores hjerner, er da meget sjovt, men alle ved jo, at der er forskel.

På den led er Min uimodståelige mand trods sin charme og kække pointer mest en dokumentar uden vital dokumentation. Det er mere finurlig data fundet frem til formålet, for eksempel at mænd dominerer i kunstverdenen.

Underforstået: Det ville mænd ikke gøre, hvis vi alle gjorde op med fordommene om kvinder.

Jeg ejer ikke selv fordomme om kvindelige kunstnere. Dem, der gør, må være en uddøende race, og jeg kan forstå, at emnet i sig selv er trættende. Som en kvinde og kunstner siger i dokumentaren, mens hun understreger, at hun ikke er kvindekunstner, men altså kvinde og kunstner.

Korsgaards korstog ender med at blive en lige lovligt lille film om et lige lovligt stort emne. Især, når kvinderne ikke engang selv gider hidse sig op over den påståede ubalance. Mette Korsgaard møder også en kvindelig, dansk filminstruktør, der mener, at kvinder på film bliver portrætteret, som heteroseksuelle mænd ser kvinder. Med omvendt kønstegn i denne film, kan man tilføje.

Ligesom Mette Korsgaard mentalt får flyttet på sin mand, så skal hun nok også få skubbet lidt til både vanetænkning og vrangforestillinger hos dem, der ikke har sat sig synderligt ind i sagerne.

Hos kønsdebat-veteranerne derimod vil de sædvanlige fronter stadig stå skarpt trukket op. Men det taler til instruktørens fordel, at hun udråber sig selv som ”mandschauvinistisk feminist” og således bevæger sig selvkritisk i det kønslige minefelt frem for at benytte sig af den militante tromlen og hysterisk-skingre stil, man ofte møder på feministfløjen.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om der også er en snert af den nok så berømte privilegieblindhed blandt filmens hvide, midaldrende kvinder. Det er, som om de ikke ser, hvor godt de rent faktisk har det?

Og her ved jeg godt, at jeg som hvid, midaldrende mand nu vil få at vide, at jeg mansplainer. Fair nok, sku’ jeg mene, efter 60 minutters ganske underholdende womansplaining.