Minder fra Palæstina

Du skal kende din fortid for at forstå din nutid. 

Sådan cirka lyder en velkendt floskel, som ikke desto mindre er sand i de fleste tilfælde. Men hvad stiller man op, hvis et folk ikke har et sted og institutioner til at bevare den historie og kultur, som har defineret dem? 

Det spørgsmål rejser instruktør Nikolaj Christensen i den solide og velfortalte tv-dokumentar Minder fra Palæstina, som fortæller historien om en palæstinensers kamp for at redde sit folks kulturhistorie. 

Mere end 70 år er gået, siden Israel blev etableret, og nogle palæstinensere måtte flygte, og her får vi et billede af, hvilke tanker der optager det flygtede folk i dag. 

Kortfilmen, der varer 29 minutter og bliver vist den 8. juli på DR Kultur, foregår i Libanons kaotiske hovedstad Beirut – en by, der får megen positiv omtale i disse år. 

”Mellemøstens Paris” blev byen kaldt før den blodige borgerkrig, som op gennem 1980’erne og 90’erne ødelagde byens ry og udseende. 

I dag har byen vundet noget af det tabte tilbage, og turister besøger på ny Beirut, som atter fungerer som en port mellem Vesten og Mellemøsten. 

De nabolag i byen, hvor turisterne flokkes, er Nikolaj Christensen imidlertid ikke interesseret i. Han giver i stedet et sjældent indblik i flygtningelejren Shatila, som oprindelig blev placeret i udkanten af Beirut, men i dag er blevet helt og holdent opslugt af millionbyen. 

Shatila, hvor byens fattigste bor op og ned ad hinanden i utætte og fugtige betonblokke, er i sig selv en dokumentar værd. Men bydelen udgør i dette tilfælde kulissen for fortællingen om den lægeuddannede Mohammed Khatib, der som ung flygtede fra Palæstina. 

Han er uddannet i Spanien, men vil ikke bo andre steder end i Shatila, hvor han samler og udstiller genstande fra Palæstina i et fugtigt og mørkt lokale i en af kvarterets mange betonrædsler. 

Selv om dokumentaren til dels foregår på et museum, er den ikke støvet, og den engagerede instruktør formår at vække interessen for Palæstinas kultur og traditioner. Hvem skulle for eksempel have troet, at sækkepiben sandsynligvis stammer fra Mellemøsten – og ikke Skotland? 

Indimellem virker det dog, som om der er et potentiale i historien, som ikke helt bliver forløst. 

Mohammed Khatib oplever undervejs, at låsen i døren til museet er blevet ødelagt. Stemningen skifter, og vi forstår, at der er spændinger af en art. Måske er det en personlig hetz mod Mohammed Khatib, måske er det en modstand mod det palæstinensiske museum. 

Vi får det ikke at vide, og Mohammed Khatib vil ikke snakke om det. 

Det pirrer nysgerrigheden, når overfladen på den måde slår sprækker, men filmen er ikke interesseret i at undersøge de stridigheder, som Shatila muligvis gemmer på. 

Vi forbliver oftest i en hyggelig stemning, hvor Mohammed Khatib spiller skak, laver mad med sin kone eller fortæller om de ting, han har samlet til museet. 

Det er heldigvis for det meste vældigt interessant, for museet gemmer på spændende sager. Som for eksempel den økse fra borgerkrigens tid, der blev brugt til kristne militsers massakre af tusindvis civile palæstinensere, heriblandt børn og kvinder, mens israelske soldater så passive til. 

På den måde slipper lidt af historiens vingesus ind gennem museets dørsprække – tragiske begivenheder, der er skildret nærmere i især animationsdokumentaren Waltz with Bashir. 

Som seer kan det være vanskeligt at fastholde interessen for museets døde genstande i længere tid, og dokumentaren fungerer bedst, når vi er ude i det pulserende og spraglede Shatila, og når Mohammed Khatib kæmper for at få de yngre generationer til at forstå vigtigheden af at bevare Palæstinas historie. 

Ifølge Mohammed Khatib ligger den største fare i, at museets genstande langsomt rådner op i det fugtige museumslokale. 

Men hvis tingene forgår, vil palæstinenserne kunne finde Minder fra Palæstina frem, og på den måde viser dokumentaren sin berettigelse, ikke alene som et dokumentarisk værk om et trængt folk, men også som et lille stykke palæstinensisk kulturhistorie i sig selv.