Miraklerne

På trods af, at Miraklerne kun er Alice Rohrwachers anden spillefilm, er den 33-årige instruktør allerede lidt af en Cannes-darling.

I 2011 debuterede hun med Corpo Celeste, som havde premiere i Cannes-programmet Quinzaine des Réalisateurs.

I 2014 blev hun med Miraklerne udtaget til hovedkonkurrencen – og blev dermed den yngste italiener nogensinde til at få den ære. Og ikke nok med det. Hun vandt sågar også sølvet i konkurrencen, den prestigefyldte Grand Prix.

Og det er ikke uden grund.

Rohrwacher har formået at skabe sit helt eget prægnante filmsprog, hvor man aner arven fra neorealismens mestre, forenet med en enkel og elegant magisk realisme.

I Miraklerne forekommer det magiske islæt allerede i filmens titel, og det blander Rohrwacher med et naturalistisk formsprog og en løs struktur. Handling er der derfor ikke meget af, men til gengæld er Miraklerne rig på stemningsmættede billeder og i sig selv et mirakel.

Tolvårige Gelsomina (Maria Alexandra Lungu) bor med sin biavler-familie på et faldefærdigt husmandssted i det nordlige Italien. Hun er den ældste af fire søstre og må derfor tage ansvar for honningproduktionen i en tidlig alder.

Faren Wolfgang er en brysk mand med bestemte holdninger og et hidsigt temperament, der på tysk manér opdrager Gelsomina til at være familiens overhoved, alt imens moren Angelica (spillet fremragende af Rohrwachers egen søster, Alba Rohrwacher) bekymret forsøger at få økonomien til at hænge sammen.

En dag bliver de ufrivilligt tilskuere til et omrejsende tv-show, der forsøger at finde efterkommere af egnens etruskere. En stor pengepræmie venter den familie, som på traditionel vis producerer deres afgrøder, og Gelsomina forsøger nu at få sin idealistiske far til at deltage i konkurrencen.

Det egentlige mirakel i Miraklerne er det fuldstændigt formidable skuespil af Maria Lungu. Helt i neorealismens ånd er den unge rumænske pige et uprøvet talent, men hun går i ét med rollen som Gelsomina. Hun suger kameraet til sig og balancerer mellem ansvarsbevidsthedens hårdhed og ungdommens blødhed.

Hertil skal også lægges hendes ovenud charmerende lillesøster Marinella (Agnese Graziani), der er af en anderledes støbning end Gelsomina. Hun får lov til at være et barn, med al dets nysgerrighed, iver og naivitet. Lungu og Graziani har nogle af de bedste scener i filmen, eksempelvis en fælles performance af en italiensk popsang i radioen.

Det er tydeligt, at det er en personlig film, som Rohrwacher har bedrevet. Hun er selv opvokset i regionen med en tysk far og italiensk mor, der også producerede honning, og indimellem fornemmer man, at scenerne er taget direkte ud af Alba og Alice Rohrwachers barndom.

Det gælder særligt en betagende scene i en mørk lade, hvor en enkel lysstråle daler ned på Marinella, der forventningsfuldt sidder og kigger op på storesøster. ”Vent,” siger Gelsomina og efterfølgende: ”Drik!” Marinella folder hænderne til en skål og drikker grådigt af lysets kilde.

Netop lyset er en nøglespiller i filmen, som er fornemt fanget af fotografen Hélène Louvart. Det danser og flimrer og skaber drømmeagtige sekvenser, som når Louvart kun fanger to unge menneskers skygger på en klippevæg, imens vi hører stemmerne.

Stemmerne tilhører Gelsomina og drengen Martin, og her kommer vi til den eneste egentlige anke. For Miraklerne kunne godt være blevet strammet en anelse mere op, så konflikten mellem Gelsomina og faren stod stærkere. I stedet får vi også et sideplot med en ung kriminel, der skal resocialiseres af Gelsominas familie, og et par jagtscener, der føles unødvendige.

Det er den på én og samme tid sensible og nøgterne dokumentation af vilkårene på landet, der gør Miraklerne til en seværdig film. Hvis det gøres på så blændende vis, som Louvart og Rohrwacher formår, er der ikke brug for mere drama.