The Mire

Vi begynder i Polen i kommunismens år 1984.

En ung journalist, Zarzycki, ankommer fra en pamperfamilie i Krakow til en eksistenstruet lokalavis i en anonym industriby, som ikke har en charmerende, middelalderlig bymidte eller andre seværdige bygninger at gøre godt med.

Der er grimme og nedslidte højhuse, sovesiloer i forstæder, som mere mimer slum end moderne soveby.

Hullede gader og snavsede stræder kendetegnet ved lange køer efter mangelvarer, håndværk i forfald og små osende potter af mærket Lada eller Traband.

Til nød en polsk Fiat.

Man kan næsten lugte den billige benzin, som i sin tid gav Østeuropa sin helt særlige aura af hengemt stalinisme, mangel på sæbe og falsk socialisme.

På avisen møder hovedpersonen, hvis unge kone venter sig, en ældre og garvet kollega. Wanycz har en passion for moderne tysk malerkunst, fordi en kvinde fra hans fortid har malet skitser af den onde Gronty-skov. Den gemmer på forfærdelige begivenheder fra slutningen af Anden Verdenskrig.

I den gotisk uhyggelige skov med sump har man netop fundet ligene af en luder og hendes magtfulde kunde. Begge har fået halsen skåret over med en slagterkniv.

Den fremragende polske krimiserie med originaltitlen Rojst kan på Netflix opleves i to sæsoner, der hedder henholdsvis The Mire og The Mire 1997.

”Mire” betyder på engelsk sump og mudder.

Meget hurtigt bliver det klart, at den unavngivne provinsby er præget af udbredt korruption og latent terror fra en kommunisme i opløsning. Alt er tegnet gråt i gråt og filmet i kolde, blågrønne farver med den accent af poetisk socialrealisme og etisk diskurs, man kender fra Kieślowskis mesterværk Dekalog.

Anden sæson rykker frem til titlens år 1997. Løse ender bliver bundet benhårdt til en kuldslået konklusion.

Nok er boliger og byer blevet bedre, og livet er blevet lysere, hvilket også ses i farverne efter Murens fald. Men kapitalismens korruption er ikke bedre end kommunismen. Det senmoderne Polen har stadig mange ugler i mosen.

Fortidens lig i skoven kommer for dagen, da oversvømmelser åbner en skjult kirkegård. Samtidig bliver liget af en tolvårig dreng fundet.

The Mire er en eklatant og elegant simreserie, hvor man i lang tid ikke rigtigt ved, hvad det drejer sig om. Fortællingen tager sig tid. Fragmentarisk og nærmest i stød blotlægges plottet som en trådnetlabyrint, hvor alt udgangsløst hænger sammen.

Anden sæson skildrer også, hvad der skete for byen og dens nuværende hovedpersoner i krigsvinteren 1945, hvor russerne ryddede Polen for tyskere. Hvad befrielsen betød, er bagtæppet for mange personers gøren og laden både i 1984 og 1997.

Den signifikante kontinuitet gør faktisk anden sæson endnu bedre, mere spændende og inciterende end første. En lesbisk politikvinde af sigøjnerfamilie ankommer til byen. Hun bliver snart kaldt for sigøjnerlebbe på stationen.

Første sæsons fem afsnit er fra 2018, mens anden sæsons seks afsnit kom sidste år. Det er interessant at holde seriens fortidsskildring op mod det homofobiske samfund, Polen de seneste år har udviklet sig til.

Serien balancerer perfekt mellem stringens og uforudsigelighed, og alt er nuanceret i detaljen.

Skuespillerne er alle glimrende. Især polsk films internationale grand old man Andrzej Seweryn – Robespierre i Wajdas Danton, tysk officer i Spielbergs Schindlers liste – brillerer som den desillusionerede journalist Wanycz.

Fremhæves skal også Dawid Ogrodnik som den unge journalist, der ikke kan glemme et sidespring under konens graviditet. Magdalena Rózczka er stærk som den lesbiske politikvinde.

The Mire er ikke bare en af de bedste krimiserier, jeg længe har set. Det er også et eksempel på, at nogle af de flotteste perler gemmer sig på bunden af det store streaminghav.