The Miseducation of Cameron Post

Den her film fortjener nok fire stjerner, men sammenbidt gider jeg kun give den tre stjerner, fordi den lige præcis er så vellykket uspændende fire stjerner-agtig.

Og helt ærligt, hvis en film eller bog eller hvilket som helst værk fortjener fire stjerner, bør det sgu da aldrig få flere end tre!

Fire stjerner burde slet ikke findes. Der burde bare findes én stjerne for lortet, tre stjerner for vellykket uspændende fire stjerner-agtige, fem stjerner for det, der faktisk er godt og bare en smule originalt, og seks stjerner for det fremragende auteur-lysende.

Det hjalp ikke på oplevelsen, at den film, jeg havde set få dage før, var Ali Abbasis Grænse, der på næsten alle ledder er baldrende original.

Eller at den ene af de to vigtigste bipersoner i The Miseducation of Cameron Post, der sjovt nok hedder Jane Fonda (bortset fra, at det aldrig bliver udfoldet i filmen) og spilles af Sasha Lane, som spiller hovedrollen i Andrea Arnolds på ret mange ledder heftigt originale American Honey.

Andrea Arnold lod hele tiden sin historie stene og syre knopskydende ud hinsides det handlingsmæssige tilladelige. Imens fortæller Desiree Akhavan – instruktøren af The Miseducation of Cameron Post – helt stramt og økonomisk sin kun halvanden time lange film, der har en misvisende omstændelig titel.

Den historie, hun strammer til og økonomiserer med, er historien om titelpersonen Cameron Post (spillet med fin ironisk muthed af Chloë Grace Moretz). Hun er en forældreløs teenager, der af sin tante sendes på den konversionsterapeutiske lejr God’s Promise, fordi hun afsløres bil-pettende med sin veninde Coley.

Vi følger så, hvordan Cameron med mut ironi holder distancen til al den lalleglade kristendom og systematiserede homofobi. Her skal alle udfylde et “isbjerg“ med årsagerne til deres tiltrækning af samme køn og så videre. Og vi ser, hvordan hun tøvende indleder et venskab med to cool og ironiske distanceblændere.

Vi får også små, karakterfulde glimt af de øvrige lejrbeboere. Og lederne, søskendeparret Reverend Rick og Dr. Lydia, hvoraf den ene lige så ivrigt jovial som den anden – i traditionen fra sygeplejersken i Gøgereden – er iskolde.

Vi får i det hele taget alt, hvad der er brug for, men vi får aldrig mere, end vi har brug for.

Ingen af de karakterfulde nok personer og rammende nok situationer stikker af fra den præcist udmålte forholdsmæssighed og selvstændiggør sig ubændigt og umådeligt. Som for eksempel den drilsk creepy scene med herrerne og swimmingpoolen i American Honey, som den film virkelig ikke har brug for, men virkelig er umulig at ryste ud af hovedet.

Bedste scene i The Miseducation of Cameron Post er Cameron, der synger med på 4 Non Blondes’ Whats’ Up? på radioen og kører sin Linda Perry-imitation vildere og vildere op, inden hun bliver afbrudt af den iskolde doktor.

Men det er jo for søren ikke en scene, jeg kommer til at huske i næste uge, vel?

Jeg ville have påskønnet både Camerons og filmens ironi og distance mere, hvis offeret for distancen ikke synede så forholdsvis beskedent i sin upåtvivlelige skurkagtighed. Sammenlign med den gennemført gotiske konversionsterapi i anden sæson af American Horror Story.

Den beskedne skurkagtighed kunne der måske også være en skæv pointe i: De største skurke er ikke altid superskurkene. Men så vælger filmen til sidst at fucke sin omhyggeligt udramatiske tone op med hyst og blodigt og patetisk melodrama.

Så kunne den jo lige så godt have teet sig hyst og blodigt og patetisk fra starten af.

Det er ikke rimeligt at anmelde The Miseducation of Cameron Post yderligere. Livet er for kort til udmærkede amerikanske independent-film, der fortjener fire stjerner, men derfor – fordi livet i den grad er for kort – må nøjes med tre.