Misfits

Amerikanske flag blafrer i vinden, ”homoseksualitet er en perversitet,” råber en midaldrende mand, og et vers fra 3. Mosebog lyder, at homoseksualitet er en synd.

Jannik Splidsboels dokumentar udspiller sig i bibelbæltet i Oklahoma, nærmere bestemt byen Tulsa med 400.000 indbyggere og 2.000 kirker. Ikke lige stedet for bøsser og lesbiske.

Dokumentaren portrætterer tre unge menneskers hverdag, hvis fællestræk er deres homoerotiske orientering, og at de mødes på værestedet Open Arms Youth Project, som ifølge filmen er det eneste sted at gå hen for unge med hang til samme køn. Her er de i sikkerhed for familien og samfundets fordomme, hvor der er stor risiko for fysiske og psykiske tæsk.

De tre hovedpersoner har alle haft deres problemer. ”D” er en sekstenårig panseksuel, lidt af en rå James Dean-type, der render med kniv i sokken. Han flygtede fra sin misbruger-mor, bor nu alene.

Larissa er en syttenårig, drenget lesbisk, som er stukket af fra umulige familieforhold, bor nu hos sin kæreste. Nittenårige Benny er en glittet, feminin dreng, bor trygt hos sin mor og far i en kernefamilie.

Bennys samtaler med storebroren Gage er et omdrejningspunkt i filmen. ”Jeg så på ham og sagde: ’Jeg hader dig. Jeg hader dig af hjertet,’” lød det fra storebroren, da Benny sprang ud, men nu har han accepteret ham. Misunder ham faktisk.

”Jeg er helt almindelig. I har alt, jeg har intet,” siger han med henvisning til bøssernes flashy livsstil og farverige fantasier. En hårdtarbejdende ung mand med almindeligt arbejde og kørekort forstår sig ikke på sin lillebrors på en gang dovne og drømmende håb om at møde en rig, ung læge og flytte til Manhattan.

Vi skifter scene. På et bord ligger et homokulørt pornoblad og en bibel, og vi forstår, at det er mellem disse yderpunkter, at hovedpersonerne skal finde sig til rette.

Desværre formår filmen aldrig at følge op på den præmis, at de unge mennesker lever et farligt liv. Vi finder aldrig rigtigt ud af, hvorfor ”D” går med kniv i sokken. Og vi bliver aldrig konfronteret med almindelige menneskers homofobiske forestillinger ud over overfladebillederne af de stærkt religiøse, råbende tosser på den amerikanske højrefløj, vi alle kender og har set skildret 100 gange på tv og film.

Dokumentaren giver ikke meget ny viden om ungdommens homoliv, og vi får et minimalt indtryk af byens udvikling i forhold til homoseksuelles rettigheder.

Selvom Tulsa ikke er og nok aldrig bliver San Francisco, er der trods kirkens magt et queer-miljø med homobarer, månedlige dragshows og en årlig gay parade. Omfanget får vi ikke meget at vide om.

Misfits er målrettet unge og har fået konsulentstøtte som ungdomsdokumentar. Desværre klæder den ikke de unge faktuelt godt nok på.

Den formår heller ikke at vise os modstanden, men giver os til gengæld et sødt og kærligt portræt af tre unge mennesker og deres mere eller mindre typiske ungdomsliv med druk, tvivl og eskapader – hvis vi nu skulle være i tvivl om, at homoer er præcis som os andre.