Miss Osaka

Først er der naturen. Fjelde og elve, stilhed. Så zoomer kameraet ind, finder kvinden. Hun går i vandet. Hvad er det, hun slæber på? Et rødt klæde. Som blod igennem den elv, hvis overflade hun bryder.

Nej, se nu! Kvinden slæber på en anden kvinde, der driver med i sin røde kjole. Som en død fisk.

Miss Osaka slår indtagende tonen an som en eksperimentalfilm af Jørgen Leth, bare uden filmskaberens velkendte fortællerstemme.

Det enigmatiske drama byder på smut ned ad små bifloder, tørrer en kende ud undervejs i et overforklarende delta og formår alligevel at samle sig til en dybere sø af mening.

Den danske forfatter, digter, dokumentarist, spillefilminstruktør og eventyrer Daniel Dencik skriver i sine romaner og novellesamlinger præcis prosa. Men neden under bobler noget andet.

Enhver med interesse for den danske filmbranche vil skrige af grin over den måde, Dencik nøgternt gør sig morsom over Filmskolen i sin seneste roman Snask.

På filmfronten er det fascinationen for det lille menneske i den store verden, der træder frem. Uanset om det er den fascinerende dokumentar Moon Rider, opdagelsesrejsen Ekspeditionen til verdens ende eller den fremadskridende, men alligevel udsyrede spillefilm Guldkysten, har de alle en mystificerende logik.

Det gælder også Miss Osaka. Ofte tænker man: Hvad handler det her egentlig om?

I Nordnorge møder danske Ines den dragende Mimiko. Ines er på rejse med sin karrierekæreste, men den japanske kvinde – der kalder sig Maria – suger nærmest Ines til sig. Hurtigt sidder de sammen i en bil, slingrer af sted, drikker sprut.

I næste scene kysser de. Så daler sneen ned over elven, som de står ved. Pludselig er Mimiko-Maria væk.

Hvad er der sket?

Ved at krydsklippe i tid sår Dencik forvirring i handlingen. Helt abrupt sidder Ines på et fly mod Japan. Hun har kastet sig ud i et andet liv og overtaget Mimikos identitet. Hurtigt overtager hun også jobbet som selskabskvinde på Miss Osaka, en klub på den anden side af Jorden.

Paradoksalt nok lykkes det kun at holde historien nogenlunde klar, fordi den har så stenet en hovedperson.

Victoria Carmen Sonne har i de senere år markeret sig med en ny skuespilstil i dansk film. Den døsige og tilbagetrukne, der pludselig træder i karakter.

Hovedpersonen fra I blodet forsøger at finde sig selv igennem hende, men hun er som et stykke sæbe i hans hænder. I Holiday er hun der bare, indtil en krænkelse får hende til at finde makabre kræfter frem.

I Miss Osaka griber Ines en chance, som kun Carmen Sonne kan slippe af sted med, fordi hendes spil er så specielt. Øjnene falmer, noget kalder hende, kroppen bare følger med.

Det var ikke gået uden manuskriptets struktur. Alt er som et tilbageholdt åndedræt, og man venter på forløsning. Daniel Dencik og hans lovende medforfatter Sara Isabella Jønsson Vedde skaber spænding i tomrummet efter Mimiko. Imens famler hovedpersonen sig gennem en verden, der er så fremmed for hende, at retningen næsten forsvinder.

Der er en vis etnocentrisme i forestillingen om den hvide kvinde, som genopfinder sig selv i det mystiske Østen. Men samtidig er det ulogiske i højsædet på en måde, der kunne få David Lynch til at smile, mens naturens mystik minder om Jane Campions kultserie Top of the Lake.

I Miss Osaka er alt overflade. Vi må tænke os til resten, men alligevel bliver replikkerne sine steder overforklarende. Især samtalerne mellem kvinder og kunder på natklubben er skåret ud i pap. Det er et mærkværdigt valg for en film, der ellers insisterer på at bevare mystikken.

Men når filmen er bedst, bryder vi gennem overfladen og tager med Ines ud i det uvisse. Fra den norske natur rejser vi ind i den menneskelige i forsøget på at finde ud af, hvem vi selv er, og hvor vi hører til.