Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

Excentriske typer og håbefulde børn i skæve, opbyggelige eventyr tilsat en snert af tysk ekspressionisme.

Tim Burton har med årene formået at gøre sit navn til en undergenre.

Når han er bedst, opbygger Burton overdådige universer fuld af særegne eksistenser, humor, gys og romantik. Men særligt de senere år synes den amerikanske instruktør blot at gentage sine temaer uden fordums friskhed.

Og det bliver bare virkelig blegt, når man insisterer på det excentriske uden at have et skarpt blik for originalitet.

I 2014 tog Tim Burton en afstikker til det realistiske med den jævne Big Eyes, hvor Christoph Waltz leger en kunstnerpsykopat, der forsøger at svindle og undertrykke sin kone spillet af Amy Adams.

I Miss Peregrine's Home for Peculiar Children vender Burton tilbage til det eventyrlige, men han er endnu ikke færdig med meget store øjne.

Asa Butterfield spiller hovedrollen som den utilpassede dreng Jake. Hans havblå glugger har før gjort sig godt i Drengen i den stribede pyjamas og Scorseses Hugo.

Jake har problemer med de jævnaldrende. Til gengæld har han et nært forhold til sin farfar, og derfor bliver han selvfølgelig oprevet, da bedstefaren findes død ude i en skov. Det gør ikke tingene bedre, at nogen har spist hans farfars øjne.

Ligesom Alice i Eventyrland og Charlie og chokoladefabrikken er Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children baseret på et litterært forlæg – denne gang af Ransom Riggs.

Burton lader endnu engang et ungt menneske forsvinde ind i en mærkværdig parallelverden, hvor hverdagen ikke trænger ind. Her er helt andre kampe at tage.

Jake er sikker på, at der er noget uldent ved bedstefarens død, og hans mistanke næres af efterladte bøger og overleverede historier om et besynderligt børnehjem. Forældrene opfatter det som et tegn på et traumatiseret barn og sender sønnen til psykiater.

Men Jake får ret.

Filmen flytter sig fra sol og Florida til Wales og havgus. For her ligger Miss Peregrines hjem for sælsomme børn, som farfaren tidligere har været knyttet til. Ved at træde i bedstefars fodspor opsnuser Jake skræmmende detaljer om den brutale død og mysteriet om de manglende øjne.

Jake er rejst over Atlanten med sin far, der ikke bidrager med andet til filmen end at være et billede på de voksnes fantasiløshed. Han elsker øl, fugle og football – og køres hurtigt ud på et sidespor, så Jakes eventyr kan starte.

Her viser Burton så, hvad han kan. Jakes introduktion til det aparte børnehjem er gennemført magisk. Han træder ind i en have med postkasserøde æbler, blodbøge, rododendron og buske klippet som drager, kentaurer og dinosaurer.

Peregrine spilles af Eva Green, der ligesom i serien Penny Dreadful lægger ansigtet i gådefulde folder som den bestemte, men kærlige børnehjemsforstanderinde. De særlige børn er udstyret med fantasirige særtræk.

Én har altid bier i munden, en anden svæver, en tredje er usynlig. Enoch leger Dr. Frankenstein, husets tvillinger er mumificerede, og Claire har en glubsk, savtakket mund i nakken.

Velkommen til en verden, hvor det er påkrævet, at du er anderledes!

Uheldigvis bliver Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children herefter en rodet fortælling af alt for mange, forskelligrettede plottråde, da filmen forsøger at kombinere tidsrejser, tentakelmonstre, Anden Verdenskrig og skurke, der sulter efter øjne.

Det bliver ikke bedre af, at Burton insisterer på at ville forklare alle aspekter. Der er hele tiden én, som hiver Jake til side og vil fortælle ham om tidsrejsernes logik, recessive gener og nazisternes bomber – og så forsvinder det eventyrlige.

Tim Burton har stadig problemer med at finde portalen til det gennemført skæve og originale.

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children har en tydelig, velmenende morale om diversitet. Derfor er det lidt kuriøst, at eneste sorte skuespiller på rollelisten, Samuel L. Jackson, reduceres til spotsk skurk med sløje one-liners.