The Mist

I denne tv-seriernes guldalder kan man godt glemme, at der stadig produceres rigeligt med middelmådigt fyldstof til pauserne mellem reklamepauserne.

Det bliver man mindet om, når man ser The Mist. Overraskende nok, for der er ellers rigeligt med gods i historien om den søvnlige lille by, som bliver indhyllet i en mystisk tåge fyldt med drabeligt kryb.

Stephen Kings korte roman blev i 2007 omsat til en skarp, lille gyser af Frank Darabont, en stemningsmættet film, der hager sig fast i erindringen med tiltagende paranoia og hysteri og et brag af en slutning.

Christian Torpes tv-filmatisering står i skærende kontrast. De første tre afsnit føles som en ørkenvandring gennem skrækfilmklichéer, billige CGI-effekter og samvittighedsløs forhaling.

Der er den liberale lærermor (Alyssa Sutherland), der bliver fyret fra skolen, fordi hun i seksualundervisningen fortæller de unge, hvad de har brug for at vide. Men i sit eget liv holder hun hyklerisk fast i, at hendes sekstenårige datter (Gus Birney) er for ung til at tage til fester.

Hun har sine grunde, siger hun, og så forstår vi, at vi får det at vide senere.

Men faren (Morgan Spector) synes, at hun er lige drakonisk nok og trøster sin datter: ”Snig bare ud, efter din mor falder i søvn. Tag derhen et par timer. Vær tilbage inden midnat.”

Man studser et øjeblik: Hvor tidligt går den mor i seng?

Til festen bliver datteren voldtaget. Eller var det en voldtægt? Og hvem gjorde det? Det får vi nok også at vide senere.

Christian Torpe (Stille hjerte, Rita) har som den første dansker taget springet over Atlanten som showrunner (altså den øverst ansvarlige for produktionen). Han bruger megen tid i de første par episoder på at antyde de betændte sladderhistorier, der verserer i småbyen, og som utvivlsomt ender med at skabe farlige grupperinger blandt de overlevende.

For da tågen sænker sig over byen, bryder helvede løs. Folk dør på blodigste vis for blot at genopstå som en art spøgelser, der prøver at lokke de levende i døden.

De overlevende forskanser sig indendørs. Mor og datter søger tilflugt i et indkøbscenter, faren redder sig i sikkerhed på politistationen, hvor han blandt andet støder på Danica Curcics narkoman Mia.

Curcic er et lyspunkt på skuespilfronten, men har ikke meget at arbejde med. De første par afsnit præsenterer hele karaktergalleriet som typer, og så er det op til de efterfølgende afsnit at nuancere portrætterne, så de føles som virkelige personer.

Der er den overbeskyttende mor, som bare vil sin datter det bedste; den viljestærke far, der altid holder hovedet koldt, og så de stokkonservative naboer, der er karikerende udstilles med replikker som: ”Hvor vover du at lære vores børn om sex!”

Spændingen i serien burde opstå fra den panisk-klaustrofobiske stemning blandt de belejrede. Men dialogen er så uelegant, at man ikke kan indleve sig i personerne, hvor gerne man end ville.

”I modsætning til mig er du en flink fyr,” siger Mia til faren, selv om hun vel ret beset heller ikke er en fyr.

Serien forsøger tydeligvis at fremelske en trykket klaustrofobi på linje med The Walking Dead, men spænder gang på gang ben for sig selv med en til tider dilettantisk udførelse.

Forholdene karaktererne imellem virker utroværdige og underudviklede, kampscenerne er drænet for dramatik, og de genkommende chokeffekter er så overgjorte, at de falder ubehjælpeligt til jorden.

Som da den konservative soccer mom trodsigt forlader indkøbscentret i første afsnit, skriger i tågen og kommer rendende mod glasruden med underkæben revet af og tungen dinglende ud fra den blodige strube – en effekt skabt med skrabet computergrafik.

Der er forskel på tre afsnit og en hel sæson, men man skal være mere end almindeligt tålmodig for at blive hængende.