Mit Grønland

Anders er 29, han er landmandssøn og skal arve gården.

Inden da skal han ud og sprælle en sidste – måske endda en første – gang. Han er læreruddannet og tager en tjans i en lillebitte bygd i det sydøstlige Grønland, Tiniteqilaaq, med 80 sjæle og mulighed for at hente vand lidt nede ad bakken og til venstre.

En gensidig dannelsesrejse: Læreren skal lære af de indfødte, de indfødte af læreren.

Mit Grønland, eller A Polar Year,som den internationale titel lyder, er en underlig dokumentarfilm.

”Lad være med at stille de der danskerspørgsmål,” får Anders studst at vide i skolekøkkenet i bygden, og den lokale altmuligmand er heller ikke begejstret for, at Anders er nysgerrig efter at høre om de voldsomme sociale problemer, som er synonyme med Grønlands image udadtil.

Og jo, mange af børnene, Anders underviser, bor hos deres bedsteforældre. Ikke nødvendigvis problematisk, forstår vi, men vi får heller ikke at vide hvorfor.

For efter Anders’ første spagfærdige spørgsmål dropper filmen simpelthen den vinkel.

Det er, som om filmens instruktør og forfattere har følt sig så ramt af beskyldningen om at stille hvide, uforstandige og privilegieblinde spørgsmål, at de har trukket følehornene til sig igen.

Det er ikke godt for filmen. Det er hverken sundt for journalistikken eller kunsten ikke at turde stille de indlysende spørgsmål.

Så ikke et ord om omsorgssvigt og svimlende tal for seksuelle overgreb mod børn og unge. Anders forstår hurtigt, at det ville være respektløst at påtale, og han går i stedet all-in i sit forsøg på at forstå grønlænderne på deres præmisser.

Han er frosset ude i begyndelsen, selv om han har lyst til at påtage sig en slags farrolle over for lille, næsvise Asser. Men som Assers bedstemor siger på accent-præget dansk: ”Hans bedstefar skal nok lære ham det, der er vægtigt at lære.”

Læringen foregår under hyppige og langvarige fangster ud over isen med hundeslæde, harpun og gevær. Det vil Anders også kunne. Så det lærer han sig i prægtig samdrægtighed med lille Asser, altmuligmanden og en ældre fanger. De ser sæler, og de møder en isbjørn med unger. De blinker bevæget mod den skærende sol, og Anders finder ind til mysteriet, både det videnskabelige og det folkeeventyrlige, bag nordlyset.

Anders lærer at tale grønlandsk. Noget grønlandsk. Noget hans danske forgænger aldrig lærte, fordi det jo var meningen, at grønlænderne skulle lære dansk og ikke omvendt.

Det er for så vidt dristigt at vælge ikke at fortælle omsorgssvigthistorien om Grønland for et hundrede gang. Det er bare om at åbne for DR, så får man den i lind strøm. Men at satse på en endnu større kliché, nemlig den om de ædle vilde og naturfolkets medfødte nobelhed, virker dumdristigt.

Som en lidt konform lovsang af naturen og de folk, der lever af den i respekt og ærbødighed, fungerer Mit Grønland fint.

Den river mildt sagt ingen nye mure ned, men den har en sødme i portrættet af den godmodige Anders, der halvhjertet forsøger at flygte fra sin skæbne som gårdejer.

I franske Flugten til frihed fra 2014 er Viggo Mortensen lærer i en lille landsbyskole i Atlasbjergene, og også han skal lære, at det er temmelig meget mere relevant for de små algeriske børn at lære om bjergene omkring dem end om fransk indenrigspolitik fra førkrigstiden.

Den brillante og saglige franske dokumentar At være og at have fra 2002 handlede om indlæring og stilfærdig idealisme, som alt sammen kom fra en aldrende pædagog, og de allerstørste spørgsmål i tilværelsen kom i spil uden at gøre demonstrativt opmærksom på sig selv.

De ambitioner har denne film, der også er franskproduceret, ikke, selv om den gerne ser sig selv i forlængelse af de fornemme fortilfælde.