Mit liv som Squash

Mit liv som Squash hedder Ma vie de Courgette på fransk – og den handler ikke om den grøntsag, hvis navn der er en del strid om. Man kan også kalde den en zucchini, og der er ikke helt enighed om, hvad det korrekte danske navn er.

Filmen handler derimod om en niårig dreng opkaldt efter samme grøntsag, der bliver anbragt på et børnehjem.

Den lille Squash har været udsat for et voldsomt forældresvigt. Faren findes ikke, moren drikker – og forsvinder så. Er hun død? Eller bare flygtet?

Det opfatter man ikke klart, men nu er drengen i myndighedernes varetægt, og så begynder et nyt kapitel i hans liv på børnehjemmet, et klassisk drama med en lille gruppe forsømte børn og en ledelse, der virker empatisk, men også kold og distant.

Det er svært ikke at lave noget gribende fra et børnehjem. Beboernes skæbner er naturligvis både forskellige og sære, tragiske og rystende – med ensomhed og svigt som et fællestræk.

Her møder Squash både brutalitet, venskab og kærlighed. For selv om de små, svigtede skæbner har oplevet ting, der ville lamme enhver, overlever de i kraft af fællesskabet og livskraften.

Den slags kan være svært eller nærmest umuligt at beskrive med realfilm, men endnu engang viser animationsfilmen os, hvordan den kan bruges klart. Stærkt og enkelt beskrives store følelser, så det hverken virker unødigt omklamrende, snagende eller overdrevet.

Instruktøren Claude Barras udnytter sine stop-motion-figurer genialt. For netop stop-motion har visse begrænsninger, som de mere flamboyante animationsteknikker ikke har.

Hvis man sammenligner de følelser, Barras’ figurer gennemlever, med dem hovedpersonerne i Pete Docters Pixar-film Inderst inde udtrykker, er det markant så meget mere afdæmpede, de franske er. Mens Pixar-figurerne flyver rundt på scenen og udtrykker sig med så mange nuancer og fagter, at man kan blive helt træt – selv om det er fremragende – synes Barras’ stop-motion-figurer at udtrykke mere, når de bare står stille og kun bevæger et øjenlåg.

Det er anderledes og meget virkningsfuldt, men typisk for stop-motion.

Claude Barras giver os tid til at studere personerne. Og han giver sig tid til at lade os opdage, hvem de er, ganske langsomt, ganske forsigtigt og flere steder helt gådefuldt. For de skjuler, hvem de er, og det kræver omsorg fra tilskueren at opdage, hvad der foregår i deres sjæle.

På sin vis er Mit liv som Squash ganske forudsigelig, og man kan ikke fritage filmen for at være meget overlagt i sit valg af tragiske skæbner. Alle har de en historie, der i sig selv kunne være blevet en film, og alle bidrager de til en stemning af ensom trøstesløshed.

Heldigvis har Claude Barras – der bygger historien på romanen Autobiographie d’une courgette af Gilles Paris – også vægtet humoren, og den er med til at løfte børnenes traurige liv op på et mere tåleligt og knapt så melodramatisk plan.

Animationen er gennemgående smuk – subtil, antydet – og så pludselig voldsom og dynamisk, når der i få øjeblikke er brug for det. Stemmerne i den oprindelige franske version er ualmindeligt karakterfulde og hele lydsiden så ægte, at man nemt glemmer, det er animation.

Men det forudsigelige ved hele affæren trænger sig desværre også på.

Hen imod slutningen af de 66 minutter, som denne forholdsvis korte film varer, længes man efter en overraskelse, der kan give os en ny vinkel på situationen. Men den kommer aldrig, og man sidder tilbage med en oplevelse af at have mødt en samling gode, små væsener og nydt deres selskab, men man hjar ikke gennemlevet en historie sammen med dem.

Så hvor glad man end kan være for mange af detaljerne, er Mit liv som Squash ikke så rystende en oplevelse, som den tydeligvis har satset på at være.