Mødregruppen

Vi kender alle historien. 

En kvinde er taget ud i verden, væk fra det primitive, trivielle forstadsliv. Men pludselig tvinger ydre omstændigheder hende tilbage til det barndomshjem, hun så desperat er flygtet fra. Her indser hun, at det simple liv i forstaden måske ikke er så slemt endda, for det er fyldt med godhjertede folk med de rigtige værdier. 

Vi så det, da Reese Witherspoon vendte hjem til syden i Sweet Home Alabama, og den nye, danske feel-good komedie Mødregruppen følger samme præmis. 

Skyskrabere og storbyliv danner rammen om overklassekvinden Lines (Danica Curcic) jetsettilværelse i Hong Kong. Her kombineres yogaøvelser med businessaftaler, og den ene designerkjole efter den anden pryder hendes garderobe. 

Hendes verden falder dog fra hinanden, da hun opdager, at manden (Anders W. Berthelsen) har taget det lidt for bogstavligt, at hushjælpen var en gave til hele familien. Med sønnen på armen forlader hun den utro mand og vender tilbage til den lille provinsby på Fyn, hvor hun er vokset op. 

Her bliver hun genforenet med sin bitre kusine – hvis fars virksomhed Line og manden har fået lukket – og kusinens mødregruppe. Det giver Line en ny opfattelse af, hvad der er vigtigt i livet. 

Således drøner fortællingen forudsigeligt lige ud ad landevejen. Men det gør imidlertid ikke så meget, for dér, hvor filmens store styrke ligger, er i det charmerende persongalleri og den morsomme dialog. 

Danica Curcic er perfekt i rollen som storbysnobben Line. Med elegance spankulerer hun rundt blandt fynske bindingsværkshuse i høje hæle med solbriller og Gucci-kufferter. Men Line har også en varme og stræber med oprigtighed mod forsoning, og dét gør hende sympatisk. 

Med krøllet, rødt hår og kæmpe briller er Lærke Winther vanvittigt morsom i rollen som mødregruppemedlemmet Solvej. Hun er mor til seks og leverer flere humoristiske øjeblikke, når hun lærer sit barn, at snottet fra næsen bare kan tørres af i ærmet, putter sukker på sutten for at få ungen til at tie stille og mener, at det ikke altid er nødvendigt at tage telefonen fra børnehaven. For hvis det var så slemt, ville de nok ringe fra skadestuen. 

Stephanie León – kendt fra ungdomsdramaer som Råzone – rammer også plet som den stereotype provinspige i lyserødt joggingtøj og et bramfrit, grimt sprog. 

Det er også en sjov idé, at mødregruppen inkluderer homoseksuelle Bjørn (Martin Buch), der har adopteret et barn og netop er blevet skilt, da hans mand er blevet forelsket i en kvinde. 

”Jeg er ikke heterofob, men altså biseksuelle: Så beslut jer dog,” siger han opgivende. 

Alle har de en god komisk timing. Også Anders W. Berthelsen er eminent som følelseskold businessmand, der føler sig som en verdensmand i sit smarte jakkesæt og selvtilfreds tromler folk uden at blinke. 

Mødregruppen er proppet med fine detaljer, som får én til at trække på smilebåndet. Barnevognen er besmykket med guldvinger og guldhjul. 

Solvej viftes væk som en ansat, der skal forlade lokalet, fordi telefonen ringer, efter at hun ellers har været så venlig at give Line et lift hjem. Og Line giver henkastet sin iPad til kusinens datter. ”Jeg havde alligevel planer om at købe en ny.” Til stor irritation for forældrene, som længe havde planlagt at give hende én i fødselsdagsgave. 

Mødregruppen passer perfekt i tidsånden, og det er altid dejligt at se en film med så mange stærke og handlekraftige kvindekarakterer. Og vi får selvfølgelig også en joke om, hvorvidt kvinder kan blive chefer. 

Filmen gør lige netop det, som en feel-good-komedie skal. Man kan ikke undgå at lade sig rive med og forlader biografen i højt humør.