Modus – sæson 2

I anden sæson af C Mores krimiserie Modus er der skruet ned for de frostkolde skandinaviske krimigåder og op for thriller-knappen med international storpolitik og snigende paranoia. 

Den nye omgang er mindre stemningsfuld og fintfølende end første sæson, der langt fra var perfekt. Og det klæder faktisk serien at satse på spænding og tjubang. 

Modus er baseret på den norske forfatter (og tidligere justitsminister) Anne Holts bøger, og det er fortsat det danske makkerpar Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der står bag manuskriptet. C More reklamerer stolt med, at de to danskere er Emmy-vindende og står bag seriesuccesser herhjemme som Rejseholdet, Livvagterne og Ørnen. 

Der er dog løbet meget vand gennem den nordiske krimi-elv siden DR’s stærke dramaserier i 00’erne. Så det er svært for alvor at blive begejstret for den samme nordic noir-formel, der efterhånden har sejret sig selv ihjel. 

I anden sæson er Inge Johanne Vik (Melinda Kinnaman) stadig tilknyttet det svenske politi som adfærdspsykolog. Hun danner nu par med den mandlige hovedperson fra første sæson, politikollegaen Ingvar (Henrik Norlén), som hun venter et barn med. 

I det første afsnit kommer den nyvalgte amerikanske præsident Helen Tyler (Kim Cattrall), der minder en hel del om Hilary Clinton, på et officielt statsbesøg i den svenske hovedstad. Men hurtigt forsvinder præsidenten sporløst, og så må både Inge Johanne og Ingvar i gang med en efterforskning, som ledes af politikommissæren Alva Roos (Paprika Steen) og har både medierne og de amerikanske myndigheders bevågenhed. 

Anden sæson dyrker thriller-genrens paranoia. Alle viser sig at have skjulte agendaer, og flere gange undervejs må man revurdere personernes pålidelighed. 

Især volder præsidentens sikkerhedsrådgiver Warren Schifford (Greg Wise) store problemer for svenskerne. Han er ikke bare usympatisk og gådefuld, men kender også Inge Johanne fra hendes tid i FBI. Allerede i seriens første scene bliver det mere end antydet, at Schifford måske har forgrebet sig seksuelt på Inge Johanne. 

Man fornemmer tydeligt, at folkene bag Modus har fået flere penge at rutte med.

Og det er svært at forestille et mere potent plot for en skandinavisk thriller end kidnapningen af den første kvindelige amerikanske præsident på svensk grund. Men det kan ikke undgå at svække seriens realisme og autenticitet. Scenariet er simpelt hen så overspændt, at karaktertegningen lider under den opskruede dramatik. 

Til gengæld serien imponerende at ramme tidens #MeToo-debat, selv om anden sæson har været planlagt længe. 

Plottet drejer sig om forskellige variationer af magtmisbrug, seksuelle overgreb og kønspolitik. Voldtægtsanklagen ligger hele tiden og lurer i forholdet mellem Inge Johannes og Schifford. 

Men aktualiteten kan ikke skjule, at plottet er spækket med huller. Der er usandsynligheder – for eksempel fremstår det amerikanske Secret Service underligt passivt og inkompetent – og tilfældigheder, der får opklaringen til at falde for let i hak.

Det er også svært ikke at hæfte sig ved især de amerikanske skuespilleres tendens til at tale i et teatralsk og dramatisk toneleje, der skurrer i ørene. Det gælder også Greg Wise, der fremsiger sine replikker med en hæs, men overartikuleret hvisken.

Med bump på vejen flyver anden sæsons otte afsnit således underholdende af sted.