Moebius

”Av, av, av, av.”

På rækken foran mig sidder en pige og begraver hovedet i biografsædets bløde ryg. Det mandlige publikum har det ikke nemmere. Tværtimod. Man kan næsten mærke, hvordan hele salen skærer ansigt, jeg selv inklusive. Og så et latterbrøl.

Moebius starter med et voldsomt fysisk skænderi, efter at moren har opdaget farens utroskab, og godt fem minutter inde har vi den berygtede scene, hvor moren skærer i sønnikes genitalier. Og hvis man tror, at man kan ånde lettet op, må man tro om. Vi er kun lige begyndt, og det bliver bare værre herfra.

Sydkoreaneren Kim Ki-duk (Tomme huse) er kendt for at lave originale og brutale film, og Moebius slår alle rekorder, hvad brutalitet angår.

Den dialogløse handling snor sig som et Möbius-bånd rundt og rundt, indtil vi til sidst ikke ved, hvad der er op og ned. Moren spilles af den samme kvinde (Lee Eun-woo) som farens elskerinde, og efter at være blevet afvist af faren bliver elskerinden også objekt for sønnens kærlighed. Faren lader sig egen penis fjerne, i håbet om at den kan transplanteres over på sønnen. Og det noget aparte far/søn-forhold udvikler sig yderligere, da sønnen kommer i fængsel efter en gruppevoldtægt af elskerinden.

Efter at have googlet sig frem til sider, der handler om seksuel tilfredsstillelse via smerte, begynder faren at gnubbe sin fod med en sten, indtil kødet viser sig. Metoden overføres til sønnike i fængslet, og snart sidder de begge og gnider sig selv til blods i håbet om udløsning.

Forvirret? Det bør man også være, men Kim Ki-duk formår at få billederne til at tale deres eget sprog i en film, hvor handlingen er underlagt en højere allegori om seksualitetens problematiske vilkår i det sydkoreanske samfund.

Kim Ki-duk evner at fortælle historien om seksualiteten, der siden Konfutse har været tabuiseret og skævvredet.

Med simple virkemidler og eminent klipning bliver den fallos-centrerede kultur spiddet. Sex er en primitiv hændelse af fysiologisk karakter, der handler om mandens udløsning. Kvinderne i Moebius er enten hekse-lignende væsener med en uforståelig adfærd eller hjælpere til mandens udløsning.

Religionen gemmer på den kniv, der er årsag til den ulykkelige adfærd, og i et Sydkorea, hvor det at kysse på gaden er ilde set, bliver internettet til et symbol på den oplysning, der skal til for at frigøre landet fra eksisterende normer.

Hele herligheden – eller snarere: grufuldheden – bliver fortalt med en grotesk humor. Det er regulært underholdende i modsætning til Ki-duks forrige film Pieta, der trods en Guldløve var en ørkenvandring i kedsommelig alvor.

Humoren klæder Kim Ki-duk, og det er noget af en bedrift at fortælle om så tunge emner i en film, der ikke har en eneste replik. Til sidst kikser balancen mellem alvor og humor, men vejen dertil er en fascinerende fornøjelse.