Molly’s Game

Tre stjerner. Øv.

Det er første gang i min karriere som anmelder for Ekko, jeg giver den ondskabsfulde mellemkarakter.

Men jeg raflede om det. ”Det kan man ikke. Du kan ikke bedømme en film ud fra, hvad en tilfældig terning viser. Tror du, at du er Terningemanden, eller hvad?”

Jeg undskylder mig med, at filmen handler om spil. Jeg vaklede mellem tre og fire stjerner. Troede, jeg skulle rafle et par gange, og landede så på tre i første forsøg.

Men hvorfor kun tre stjerner, når det er en velinstrueret, velspillet, velskrevet film? Den er dygtig. Store dele af den imponerer mig. Knap så meget den sidste del, den irriterer mig. Og den irritation smitter af på hele oplevelsen.

Nå. Hvad er det så for en film, ham vidunder-manuskriptforfatteren Aaron Sorkin (The West Wing, The Social Network) instruktør-debuterer med?

Det er historien om Molly Bloom, og filmen er baseret på hendes selvbiografi. Jessica Chastain skaber i hovedrollen et intenst og cool portræt af et menneske, der rejser sig fra sit nederlag som skadet ung skihopper – pacet frem af en ærgerrig far i skikkelse af Kevin Costner.

Hun får job som værtinde ved nogle suspekte, men luksuriøse pokerturneringer for særligt inviterede. Og laver dernæst sin egen platform for storspillende rigmænd (altid mænd), film- og sportsstjerner med flere.

Der bliver spillet om kæmpe summer hos Molly, der afholder sine spil i suiten på et fornemt hotel. Ludomanerne strømmer til. Hun får procenter og tjener styrtende.

Men den russiske mafia vil have deres del af succesen. Det afviser Molly, og så går det galt. Hun rammer bunden. Og selv om hun faktisk har prøvet at have papirerne i orden og gennemføre sin forretning lovligt, bliver hun med bulder og brag arresteret af FBI, som åbenbart har haft hende i kikkerten og ved en del om de mest lyssky spillere, der har deltaget i Mollys spil.

Og så er vi tilbage ved starten, for filmen fortælles i tilbageblik. Molly har brug for en advokat. Hun opsøger den benhårde, dyre og bundhæderlige Charlie Jaffey, varmt spillet af Idris Elba, der først ikke vil hjælpe hende, men så sker der – selvfølgelig – noget, der gør, at han alligevel vil.

Molly’s Game lanceres som den kvindelige udgave af The Wolf of Wall Street. Jeg forstår sammenligningen, og det er også relevant at nævne Scorseses Goodfellas. Ligesom dem er Molly’s Game tapetseret med en både ligefremt fortællende og fermt associerende voice-over, leveret i et hæsblæsende tempo. Molly fører os ind i sin verden ved hjælp af ord, og Aaron Sorkin lader ordenes fabuleringer styre den hektiske klipning.

Danske Charlotte Bruus Christensen har skabt fine, urolige billeder, hvor vi både får lov at nyde den glitrende verden og synke ned i skidtet. Der er masser af sjove og småtragiske karakterer blandt spillerne, og flere af dem viser sig at få større betydning for Mollys nedtur, end man umiddelbart tror. Det er godt fortalt.

Alligevel er jeg lidt ligeglad med filmen. Måske er jeg bare ikke interesseret nok i poker? Afviklingen af spillene fylder meget i historien. Sorkin har travlt med at demonstrere sin kunnen og viden. I passager er det som at høre en virtuos, men trættende og alt for lang guitarsolo.

Og så er der sidste del af filmen. Jeg vil ikke røbe den her, men det virker, som om Hollywood er trådt ind og har sagt: ”Ja, ja, det er meget godt, hr. Sorkin, men der skal også være følelser i lortet.” Mens beskrivelsen af Mollys ulykke på skihopbakken i starten er elementært gribende og stærk, virker den sentimentalitet, som stikker sit tårefjæs frem i slutningen, kalkuleret og anmassende.

Er hele slutningen dikteret af testvisninger? Jeg aner det ikke. Jeg ved bare, at min irritation over den drev mig hen til hylden, hvor mit raflebæger står. Jeg landede på tre.