Monsieur Lazhar

Film som Goodbye, Mr. Chips (1939), Døde poeters klub (1989) og Klassen (2008) har bevist, at det ikke er så svært at malke historier, der foregår i et klasseværelse, for billige følelser.

Alt, hvad man skal bruge, er nogle fotogene og tilpas forskellige børn, der helst enten er underprivilegerede eller traumatiserede (hvis de går på privat- eller kostskole er det nok, at de bliver misforstået af deres forældre) samt en karismatisk skuespiller som pædagogen, der krydser klinger med etablissementet. Moderne udgaver af genren skal helst bruge masser af håndholdt kamera og i det mindste antyde temaet børnemishandling.

Fransk-canadiske Philippe Falardeaus Monsieur Lazhar sætter pligtopfyldende kryds i alle disse felter, men på grund af instruktørens imponerende lette touch er resultatet slet ikke så oversentimentalt, som man kunne have frygtet. Han tilbageholder subtilt information, sætter låg på filmens emotionelle gryde og bringer den ved slutningen i et perfekt, bulrende kog. Filmen kan fremkalde tårer hos selv det mest koldhjertede, børnehadende publikum.

Som mange andre klasseværelsefilm følger Monsieur Lazhar mere eller mindre et skoleår. I en beskeden skole i Montreal, hvor der mestendels går børn fra middelklassefamilier, får tolvårige Simon (Émilien Néron) et chok, da han ser, at hans klasselærer har brugt frikvarteret på at hænge sig selv i en rørledning i loftet. Han slår alarm, hvorefter de andre lærere kæmper for, at resten af klassen ikke ser liget. Alligevel lykkes det for den årvågne enspænder Alice (Sophie Nélisse) at få et foruroligende glimt.

Et par dage senere tilbyder den velopdragne, bebrillede algierske indvandrer Bachir Lazhar (Mohamed Fellag) skolens rektor sin assistance som den afdøde lærers vikar og forklarer, at han har flere års lærererfaring fra Algeriet. Han bliver hyret, om end senere afsløringer indikerer, at ansættelsesreglerne ikke ligefrem blev fulgt til punkt og prikke.

Den positive og venlige Bachir vinder hurtigt klassens tillid, selvom hans valg af undervisningsmateriale (et uddrag af Balzac) bliver anset for at være ude af trit med det moderne pensum. Han lærer også, at et let, disciplinært klap i ansigtet er strengt forbudt i canadiske skoler. Faktisk er enhver fysisk kontakt mellem lærere og elever bandlyst, selv et kram – en pointe, der giver suverænt afkast i filmens sidste indstilling. Bachirs følelse af magtesløshed på grund af sin status som indvandrer giver genlyd i elevernes egen følelse af hjælpeløshed. Begge står de midt i en mystisk kultur, de endnu ikke helt forstår.

Som den barske canadiske vinter bliver til forår, hjælper Bachir og børnene hinanden med at komme sig over slidstærke, følelsesmæssige sår. For børnene er det deres tidligere lærers selvmord, for Bachir tabet af hans egen familie i Algeriet. Det sidste er en detalje, der bliver afsløret med nøgtern simpelhed en tredjedel inde i filmen. Et mere vulgært manuskript end Falardeaus ville have kørt hårdt på med parallellerne mellem de to helingsprocesser, men han tillader taktfuldt publikum at drage deres egne konklusioner. I stedet vælger han at fokusere mere på klasseværelsets skrøbelige, sociale dag-til-dag-interaktioner, med dets rivaliseringer, kammeratskaber, mobberi og øjeblikke af uventet venlighed.

Hovedrolleindehaver Mohamed Fellag indgyder præcis den rette blanding af varme og ulvelist i titelrollen. Men det er Sophie Nélisse og Émilien Néron, der virkelig skiller sig ud som de to børn, der bliver mest berørt af selvmordet, og fra hvem Falardeau lokker svimlende selvsikre, naturlige præstationer frem. Begge kunne bygge en fremtidig karriere på styrken af denne film alene, især i kølvandet på dens store succes med nomineringen som bedste ikke-engelsksprogede film ved Oscar-uddelingen sidste år.