Monster

Da den enlige mor Saori opdager, at hendes søn Minato er blevet slået i skolen, kræver hun læreren fyret. Men hvad er foregået?

Japanske Hirokazu Kore-eda har følelsesstærke dramaer som Min søns familie og Det tredje mord på cv’et og vandt Guldpalmen for Shoplifters i 2018.

Monster er den første film siden debuten, han ikke selv har skrevet. Men man forstår, hvorfor han har kastet sig over Yûji Sakamotos manuskript, der skifter perspektiv over tre kapitler og holder os i uvished til det sidste.

I den første scene betragter Saori og Minato en ildebrand i et højhus, hvor der efter sigende er et escortbureau.

Efter branden begynder Minato at opføre sig sært. Han vil ikke i skole, laver dystre tegninger af monstre og klipper sit hår af. Saori er overbevist om, at han bliver mobbet af sin lærer Hori.

Saori mødes med skoleinspektøren og tre lærere, heriblandt Hori, i en scene, der balancerer mellem realisme og absurd teater.

Skolen benægter, at Hori har slået Minato, men indrømmer, at der var kontakt mellem lærerens hånd og elevens næse. ”Hvordan?” spørger Saori vantro og sætter sig foran skoleinspektøren, rækker en hånd ud og rører hendes næse.

”Sådan?”

Saori nægter at tage mod Horis undskyldning.

I første kapitel samler Saori beviser, der peger på Hori som voldsmand – som monster. Han griner fjoget, da han undskylder. Rygtet siger, han besøger escortbureauet og altså har en skidt karakter. Saori lægger sag an for at få Hori fyret.

I andet kapitel får vi Horis version.

Han er kæreste med en kollega og ramte Minato i næsen ved et uheld, da han standsede drengen i at smadre ting i klasseværelset. Og måske er Minato ikke helt uskyldig, for klassekammeraten Yori bliver mobbet og har brændemærker på armen.

”Jeg lyver,” fortæller Minato en nabo, der ser en lighter falde ud af hans skoletaske. Hvad laver den der?

Tredje kapitel er Minatos historie, hvor brudstykkerne samles til en mosaik, der blotlægger personernes fortielser, forbrydelser og livsløgne.

Hori lyver for ikke at blive fyret. Skoleinspektøren har selv lig i lasten og lyver for at undgå klager og opmærksomhed. Yori lyver, fordi han ikke kan undslippe sin alkoholiske far. Og Minato lyver, fordi han ikke tør stå ved sine stærke følelser for Yori.

Den sidste løgn er værst – for hvem er man, hvis ikke man er tro mod sine følelser og mod sig selv?

Teknikken med modstridende fortællere kaldes Rashomon-effekten efter Akira Kurosawas Rashomon (1950), hvor fire vidner udlægger et drab på hver deres måde. Denne struktur er filmens clou, men også dens svaghed, fordi den fortællemæssige leg er prioriteret over personskildringerne.

Vi ved, at personerne lyver, men det står ikke altid lige klart hvorfor.

Monster synes enkel, men er fuld af satiriske elementer. Som da Hori spiser slik, mens han undskylder, eller da Saori går på knæ foran skoleinspektøren.

Tonen veksler mellem realisme, indignation og en absurditet, der minder om dramatikeren Samuel Beckett. Symbolikken er til tider klichéagtig, som når escortbureauet peger på utroskab og løgne.

Tematisk lægger Monster sig i kølvandet af svenske Lad den rette komme ind og spanske Kald mig Lucía, der også handler om søgende børn med fraværende fædre.

Hirokazu Kore-edas film er hverken lige så gribende eller dyb. Alligevel er den rørende, især takket være skuespillet. Sakura Ando viser glimrende timing som den rasende mor, mens Yūko Tanaka finder uanede nuancer i rollen som en skoleinspektør, der står på mål for systemet.

At alle har deres historie at fortælle, er både filmens plot og pointe, og Monster minder om, at ingen konflikt løses uden tålmodighed og forståelse. Det er et budskab, det er værd at gentage.