Montparnasse Bienvenüe

Denne film er et mesterværk. I hvert fald et lille et.

Den balancerer, som ekstremt få fortilfælde, mellem lys og mørke, virtuost uden at fremstå blæret. Der er en naturlighed og selvfølgelighed over afviklingen af Montparnasse Bienvenüe, som man nærmest kun finder i livet selv.

Først bagefter gennemskuer man, at man har været kørt igennem en genkendelig dramaturgi.

Paula er en yngre kvinde, der bliver smidt ud af sin kæreste gennem ti år. Hun virker manisk, nej, er manisk. Hun stjæler kærestens angorakat og driver rundt på gaden i Paris’ Montparnasse-kvarter, indtil hun bliver rengøringshjælp og får et lille loftsværelse for ulejligheden.

Hun møder en ung kvinde, hun kender fra deres fælles barndom – eller gør hun?

Hendes forhold til moren i provinsen er mildt sagt ikke ideelt. Skal hun være kærester med Ousmane, der er enlig far og sikkerhedsvagt i det stormagasin, hvor hun folder blondetrusser? Hun vil forføre Ousmane med en flaske vin, men Ousmane, der er god muslim, drikker ikke – eller gør han?

Det er sådan set det, der sker.

Filmens første scene er ét langt, obskønt rant rettet direkte mod kameraet. Paula er rasende, og det går ud over en sygeplejer, efter at Paula har banket hul i hovedet mod ekskærestens lukkede dør.

Skuespilleren Laetitia Dosch er i frit fald, og scenen tegner skitsen af en film, du ikke kan forudsige. En film, hvor du i stigende grad føler, at du sidder med Paulas skæbne i dine hænder, et rasende afficeret, oprømt bankende hjerte, ikke en fugleunges, men en kongeørns.

Laetitia Dosch er virtuos. Hun kan være harsk og inderligt utiltrækkende for øjeblikket efter at inkorporere alt det bedste fra Julianne Moore, både udseende- og typemæssigt. Der er så delikat en balance mellem, at man ikke kan holde hende ud til, at man elsker hende. Fra at man vil have hende som veninde og til, at man ønsker hende hen, hvor peberet gror.

”Jeg har en manisk side,” fortæller hun et par gange. Og det er i hvert fald ikke løgn.

Dosch, som jeg har set flere film med (Mon roi, La belle saison) uden at bide mærke i hendes navn, bærer filmen på sine skuldre. Jeg tror såmænd endda, at den var lykkedes uden, for instruktøren Léonor Serraille, som hidtil bare har leveret én enkelt kortfilm, virker usvigeligt sikker, hvilket er lidt af en kunst i sig selv i en film, der gør en dyd ud af at lade, som om den slentrer formålsløst ned ad Boulevard du Montparnasse.

Filmens store kærlighedserklæring – altså helt store, for der er flere – er, hvor Paulas lesbiske barndomsveninde har forladt lejligheden en frostklar morgen og passerer forbi vinduet nedenfor.

Paula skriver omhyggeligt og med spejlvendt skrift ”MERCI” på vinduet og hvisker åndeløst: ”Vend dig om. Vend dig om. Vend dig om!” Da veninden vender sig, løfter Paula op i blusen med et henrykt grin: ”Glædelig jul!”

Det er den slags film. Det kan lade sig gøre at lave gallisk emotion uden at blive sukret som Amélie ovre på Montmartre.

Instruktøren Serraille elsker sin franske filmhistorie. Det er ikke en kærlighed, biografgængeren behøver at dele, for filmen er ligetil at opleve, men for de indviede er den vidunderligt spækket med kærlige hilsener tilbage til 60’erne og 70’erne. Den frie jazz, der ledsager billederne, sender fluks filmkendere tilbage til Godard og Louis Malle.

Det er ved at blive en kliché i især europæisk film at lade skuespilleren henvende sig direkte til publikum ude i biografsalen, som i Loveless, En frygtelig kvinde og oceaner af flere. Men Montparnasse Bienvenüe, har man på fornemmelsen, springer direkte tilbage til urkilden i den franske nybølges tidlige år.

Filmen er det bedste af alle verdener: en parisisk film uden skyggen af hverken Eiffeltårn eller Concordeplads.