Moonage Daydream

Tonen bliver slået an fra start.

Det enigmatiske unikum David Bowie taler nænsomt, nærmest messende, mens vi er ude i rummet. På månen ligger en rumdragt, som en ung kvinde med lang hale nærmer sig.

Et remix af Hallo Spaceboy overtager lydsiden, og den trancelignende atmosfære bliver højnet, som om vi nærmer os klimakset på et rave.

Vi er ikke engang fem minutter inde i dokumentaren Moonage Daydream, som ikke ligner nogen anden film inden for sin genre.

Instruktør Brett Morgen har tidligere udmærket sig med The Kid Stays in the Picture, om den legendariske filmproducent Robert Evans (The Godfather, Chinatown), og Kurt Cobain: Montage of Heck, om den mytiske Nirvana-musiker.

Brett Morgen har en særlig evne til at finde et filmisk udtryk for de personer, han skildrer, og ethvert frame i Moonage Daydream emmer af Bowie.

Hvor den klassiske portrætdokumentar lader en række mennesker fortælle, hvem hovedpersonen var, mens der indklippes arkivoptagelser, går Morgen en helt anden vej.

Fokus er på essensen af David Bowie. Der er ganske vist rigeligt med gamle optagelser af den karismatiske sanger, men det er ikke den private Bowie, Morgen interesserer sig for. Det er kunstneren.

Og hvem er kunstneren David Bowie så?

Svaret ligger et eller andet sted ude i æteren. Derude hvor Ziggy Stardust, The Thin White Duke og alle de andre Bowie-personaer stammer fra.

Et fantasifuldt sted, hvor den karismatiske multikunstner konstant søgte inspiration. Og Moonage Daydream føles, som var den en forlængelse af den tankestrøm, der følger David Bowie forskellige tidspunkter i livet.

Filmen starter i Ziggy Stardust-perioden i starten af 1970’erne, hvor sangeren havde slået sit navn fast blandt ungdommen. Ikke blot med sit sublime musikalske repertoire, men også med magnetisk dragende personlighed og åbenhed omkring sin biseksualitet.

Stagnation er en fare for alle kunstnere, og der findes næppe nogen, som har fornyet sig så mange gange som Bowie. Moonage Daydream er primært forankret i storhedstiden i 70’erne med småglimt fra 80’erne og 90’erne.

Brett Morgen bruger koncertoptagelser og velvalgte interviews, hvor vi får indblik i, hvad der foregår i hovedet på musikeren. Derudover supplerer instruktøren oplevelsen med klip fra alle andre facetter af Bowies kunstneriske virke.

Nicolas Roeg kunne næppe have fundet et mere passende valg til at spille rumvæsen, der pludselig lander på jorden i The Man Who Fell to Earth, og Bowie høstede stor anerkendelse for sin præstation som John Merrick i Broadway-opførelsen af Elefantmanden.

Hvis der var et område, hvor Bowie virker knap så komfortabel, gælder det passionen for at male. Tekstskrivning er han ikke bange for, og skuespil er en forlængelse af hans scenepersonaer, men i forhold til at male er han mere skrøbelig.

Selv en megastjerne kan godt frygte, hvad andre siger. Det er nøgternt og forfriskende ærligt. ”Ærligt” er et ord, der går igennem filmen.

Brett Morgen har udtalt, at Bowie ikke kan defineres. Han skal opleves, og det er netop filosofien bag Moonage Daydream.

Følelsen af at være i en eller anden form for eufori, højnet af diverse stoffer, er konstant til stede.

Ved at bruge Bowie som fortæller, fremstår han som en shaman, der hjælper publikum sikkert igennem trippet. Musikken, billederne, hele sammensuriummet af sanseindtrykkene vil sende selv folk, der ikke er Bowie-aficionados, op i stratosfæren og åbenbare et helt nyt kunstnerisk univers.

Det kan godt være, det er Brett Morgen, som er dukkeføreren. Men der er bestemt ingen bånd, som binder hverken hovedpersonen eller filmen, der sprudler af uhæmmet kreativitet.

Moonage Dream er must for fans, men den vil også åbne en ny generations ører og øjne for ikonets genialitet.