Moosa Lane

Et pakistansk pas er grønt og ikke meget værd. Det kan give adgang til cirka 30 lande, hvilket ikke er meget sammenlignet med de danske 188.

Årsagerne er mange, men ustabiliteten i et land med stor fattigdom og seriøse politiske og religiøse konflikter er den primære.

Derfor kan Anitas familie ikke bare lige komme og besøge hende i København. Hvis man som pakistaner vil på ferie i Danmark, kræver det stadig mange års forsøg.

Hun har ivrigt besøgt sin familie i byen Karachi, som med tyve millioner indbyggere er meget forskellig fra den københavnske Sydhavn, hun er vokset op i.

Anita Mathal Hopland er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole. Hun debuterede i 2017 med På kanten af frihed – om klatrende russere på jagt efter et adrenalinsus – som hun lavede sammen med Jens Lengerke.

Med Moosa Lane vender hun kameraet mod sig selv.

På sine rejser de sidste femten år har Hopland med den ene hånd hilst på sine næsten ukendte familiemedlemmer og med den anden haft et videokamera parat til at opfange alle de store og små forskelle, som et så anderledes liv nødvendigvis må betyde.

En brutal ko-slagtning midt på gaden på en islamisk helligdag, et knust vindue med en patron blandt glasstykkerne og selvfølgelig de pakistanske bryllupper.

Med sin enorme pomp og pragt slår et pakistansk bryllup på alle måder et dansk af slagsen. I centrum for det hele sidder bruden, der er klædt som en gudinde med røde silkeklæder, broderet med guld- og sølvtråde med matchende øjenskygge, læbestift og overdådige smykker.

Blikket, der møder kameraet, virker i første omgang en smule arrogant. Men et par sekunder senere forstår vi, at det faktisk er dyb sorg, vi har med at gøre. Bruden stirrer ned i jorden, tom i ansigtet. Hun har med bange anelser set frem til denne dag i de fem år, hun har været forlovet i det arrangerede ægteskab.

Men tiden står sjældent stille, og Moosa Lane brillerer, når den gør vores førstehåndsindtryk til skamme.

Slagtningen forvandles til et hjertevarmt øjeblik, når man ser, at størstedelen af kødet bliver givet væk til venner og fattige. Ligesom vi ser, at det faktisk lykkes bruden at blive lykkelig i det ægteskab, som hun med tårer trådte ind i.

Det nuancerede blik på pakistansk kultur afslører, at der findes forskelle i forhold til den danske. Men det sjove er, at jo flere små detaljer, filmen graver frem, jo mere lærer vi, at vi er fælles om de store emner som kærlighed og død.

Produktionsomkostningerne til Moosa Lane har ikke været store, og det smitter af på filmens ambitioner. En pakistansk borgerkrig høres i baggrunden, men filmen er ikke voldsomt interesseret i at fortælle om andet end de tre familiemedlemmer, der bliver instruktørens hovedpersoner.

Anita Mathal Hopland fortæller selv, at hun ikke startede optagelserne med det formål at lave en film. Alligevel er resultatet en skarpt skåret dokumentar, som lydefrit navigerer i de mange timers materiale, der utvivlsomt er på bordet efter femten år.

Til gengæld kunne nogle af filmens hjælpemidler godt være brugt med større finesse.

En gennemgående fortællerstemme af instruktøren tilføjer ikke meget andet til filmen end en lettere søvndyssende kvalitet. Og musikken af den norske drone-musiker Kristoffer Lo føles malplaceret.

De computermanipulerede blæsetoner er dejlige at lytte til, men passer ikke ind i filmen og fjerner os fra pakistanernes virkelighed.

Det gør det sværere for os at opleve Karachi. Og det er synd, for selv med et dansk pas kan man ikke bare lige sådan komme ind i Pakistan og møde de mennesker, som filmen så elskværdigt skildrer.