Morbius

Man skal være ganske godt inde i Spider-Mans tegneserieunivers for at kende andenrangs-antihelten Morbius.

Sony har uden tvivl skævet til den kæmpesucces, filmselskabet fik med Venom-franchisen, hvor toeren blev en overraskende herlig fornøjelse.

Derfor har man bygget en film op om Morbius. Det er bare svært at gennemskue, hvorfor man som publikum skal interessere sig for ham.

Doktor Michael Morbius (Jared Leto) er en genial videnskabsmand, som i jagten på en kur mod den blodsygdom, han lider af, eksperimenterer med dna fra flagermus.

Efter en række fiaskoer finder han endelig en stabil formel. Der er dog det lille problem, at han får en sygelig trang til blod.

Heldigvis har han kort forinden også opfundet kunstigt blod, der kan slukke tørsten, selv om det ikke er helt så effektivt som den ægte vare.

Af samme grund støder vi på et skib fyldt med døde lejesoldater, som Morbius har dræbt. Når man bliver til en vampyr, går man åbenbart amok i en blodrus og dræner alt omkring sig.

Som om tingene ikke er stresset nok for den nye blodsuger, skal han også håndtere sin barndomsven Milo (Matt Smith). Milo har den samme blodsygdom som Morbius, men ikke samme selvkontrol eller menneskelighed.

Så da Milo tager kuren, bliver han et frådende monster, der ser indbyggerne i New York som sit snackforråd.

Det burde egentlig være underholdende action med en snert af horror, men Morbius fejler af flere årsager.

Først og fremmest bevæger filmen sig i et vanvittigt højt tempo. Spilletiden på 104 minutter er inklusive de obligatoriske ti minutters rulletekster, som stjæler tid fra at få publikum følelsesmæssigt engageret i hovedfiguren.

Der bliver ikke dvælet ved, at Morbius skal slås mod sin bedste ven siden barndommen. Det burde være et emotionelt helvede for ham, men den del værdiges knap nok et skuldertræk.

Grundlæggende er filmen frustrerende forudsigelig med sin fortærskede genbrug af elementer, der optræder i enhver superhelte-blockbuster.

Den svenske instruktør Daniel Espinosa – der er uddannet på Den Danske Filmskole – har ellers tidligere vist sig som en dygtig filmmager.

Særligt gangsterfilmen Snabba Cash er fuld af vildskab og fandenivoldskhed. Og i sci-fi-gyseren Life ser man tydeligt, at Espinosa har fin føling for at skabe en balance mellem horror og action.

Det lader dog til, at han har mangler enten mod eller frihed til at skabe en anderledes superheltefilm, som bevæger sig i den uhyggelige ende af spekteret.

At skibet, hvor Morbius bliver forvandlet, hedder Murnau efter instruktøren af vampyrklassikeren Nosferatu, er sjovt. Men når resten af filmen ikke leverer varen, falder joken hurtigt til jorden.

Selv Jared Leto, der om nogen engagerer sig totalt i sine roller, virker decideret kedelig i hovedrollen.

Skuespilleren gennemgår en fysisk transformation fra meget tynd til semi-svulmende muskelbundt. Men sammenlignet med hans Oscar-vindende præstation som transkønnet i Dallas Buyers Club er det ikke vildt.

Vi bliver aldrig grebet, og derfor ender filmen som en kedelig og uforløst omgang.