Mortal Engines

I Mortal Engines indfinder vi os tusind år ude i en postapokalyptisk fremtid. Verden, som vi kender den, er for længst smadret i atomkrige, og de nye herskere kører i tanks så store, at de huser hele nomadebyer.

De rullende byer fræser kontinentet tyndt og plyndrer mindre byer – også på hjul! – ved vitterligt at åbne kofangeren på fuld gab og sluge dem hele.

Sådan starter Mortal Engines med London som den største og mest magtfulde trækby på Jorden under ledelse af den magtsyge videnskabsentusiast Thaddeus Valentine, spillet af en veloplagt og bombastisk Hugo Weaving.

Han er dog ikke enehersker. Over ham finder vi byens borgmester, der bifalder den imperialistiske ånd uden dog at dele Valentines drømme om verdensherredømme.

I byen bor også den unge, blåøjede Tom, der arbejder som undertrykt historiker på det lokale museum. En dag forpurrer han heltemodigt et attentat på Valentine, men samtidig kommer det ham for øre, at Valentine ikke har rent mel i posen. Og da han konfronterer Valentine med sin viden, bliver han bogstavelig talt smidt ud med skraldet – ud i de golde rester af Europa.

Her møder Tom den lovløse Hester Shaw, der stod bag attentatforsøget. Hendes arrede ansigt dækker over en brutal fortid, og det vækker den excentriske historikers nysgerrighed.

Genremæssigt befinder vi os i en young adult sci-fi-dystopi med kvindelig hovedrolle og litterært forlæg, som vi kender det fra filmserier som Hunger Games og Divergent. 

Inden længe slutter Tom og Hester sig til en oprørsgruppe mod den konspirerende Valentine. Problemet er bare, at det selv for uindviede i forlægget er uhyre forudsigelige personer og problemer. Indimellem kører filmen endda så stærkt, at mellemregningerne forsvinder ud af vinduet, og man læner sig tilbage i sædet og tænker: ”Indrømmede oprøreren lige sine livsvigtige planer for skurkens datter?”

Ikke desto mindre er Mortal Engines faktisk ganske medrivende. Det er en prægtig og monstrøs industriel verden, der udfolder sig på lærredet, og Londons mekaniske lunger dundrer rasende, når byen fræser derudad.

Hugo Weaving som fascistisk leder veksler mellem det varme og det frygtindgydende. Hans karakter hæver sig over de andre, fordi han faktisk har folkets gunst, skønt han ingenlunde forsøger at dække over sine fascistiske tendenser.

Londons befolkning er nemlig svært begejstret over udsigterne til at udvide landegrænserne – eller hvad man siger, når det nu er rullende byer. I kampens hede står de stolte på byens åbne terrasser og hepper, når nok et chanceløst offer ædes op af den londonske tank.

På museet præsenteres vi for ”fortidens amerikanske guder” (læs: vores tid), som bare viser sig at være et par statuer af de populære minions (der vel snart må optages i den danske ordbog). Herefter panorerer kameraet over til et par iPhones, og det forklares, hvordan mennesket i sin tid mistede evnen til at læse og skrive.

Men rent faktisk har store dele af filmens publikum gaflet sig gennem bogforlæggets 400 sider, så filmen bliver ramt af sin egen satire, når den ikke selv har modet til bare at jonglere med en enkelt begavet tanke.

Imens London sluger sit første offer, viser Tom en museumsvideo for sin veninde. Den forestiller fortidens storbyer blive sprængt til atomer på et øjeblik, og det er ikke svært at gennemskue, at vi skal drage en parallel til nutidens politiske klima.

”Hvordan kunne en avanceret verden være så dum?” udbryder veninden chokeret.

Jo tak! Det samme spørgsmål stiller vi faktisk os selv hver dag, når Donald Trump og Kim Jong-Un mundhugges nok engang om atomvåben.