mother!

Uha, uha, tænker man, da en ung mand stiller sig op foran lærredet for at sige, at han har i sinde at filme os, mens vi ser filmen. Bare så der er dokumentation for, at vi ikke optager noget på telefonen.

Darren Aronofskys psykologiske horrorfilm mother! har længe været omgærdet af mystik. En veltilrettelagt pr-kampagne, der ikke viste meget andet end en gysende smuk plakat, skruede forventningerne i vejret.

Og nu dette stunt.

Det er næsten på Hitchcocks Psycho-niveau, hvor stjernerne ikke måtte udtale sig om filmen, kritikerne ikke fik adgang, og dørene blev beordret lukket til visningerne, så man var naglet til sædet fra start til slut.

Men i modsætning til Psycho, hvor pr og film gik op i en højere enhed, da Norman Bates’ mor blev til alles mareridt, er det en noget flad fornemmelse, man går ud med, efter at have tilbragt to timer i selskab med Aronofskys mother!

Jennifer Lawrence bor med sin mand (Javier Bardem), en kendt forfatter, i et drømmeslot på en øde hede. Palæet er Bardems tidligere nedbrændte barndomshjem, som Lawrence omhyggeligt restaurerer. Ethvert interiør, enhver farveprøve, bliver nøje gransket og udvalgt.

Som den ”mother”, hun er krediteret som, bygger hun rede til det barn, der forhåbentlig skal komme. Skrubber og skurer, maler og dekorerer, mens hendes mand, krediteret ”Him”, forsøger at omgå den skriveblokering, der forhindrer ham i at skrive sin næste bog.

En dag ringer det på døren. Det er en læge (Ed Harris), der har forvekslet deres hjem med en B&B. Snart finder man ud af, at han i virkeligheden er fan af Him, og snart kommer både hans kone (Michelle Pfeiffer) og sønner også til huset.

Det udvikler sig til et mindre behageligt besøg for mother, der gang på gang forsøger at få de ubudne gæster væk. Særligt inspirerende er det at se Michelle Pfeiffer i rollen som den kyniske fremmede, der stiller alle de spørgsmål, Lawrence ikke ønsker at svare på. Hvorfor har de ingen børn endnu? Og hvad er det for noget med den krystal, der står inde på skriveværelset, som ingen har adgang til?

Det svimlende kamera drejer rundt og rundt om mother. Fotograf Matthew Libatique følger på fornem vis Lawrence rundt i det klaustrofobiske hus. Det dynamiske kamera veksler mellem ultranær og halvtotal, så man selv føler sig halvsvimmel.

Imponerende er også lyddesignet.

Lyden af vanddråber, gasflammer, en kedel, der koger, isterninger, der klirrer, alt har sin plads i et lyddesign, der bevæger sig i bølger. I sidste øjeblik valgte man (desværre) at skrotte Jóhann Jóhanssons underlægningsmusik, og reallydene opbygger derfor både suspense og former følelser.

Men hvad der i starten virker imponerende, falder gradvist til jorden, da dramaturgien begynder at halte. Første del af mother! forekommer efterhånden uhyggeligt lang, især fordi den ikke lader til at have den store betydning i den altomfavnende allegori, der bryder ud i lys lue i filmens anden, barokke halvdel.

mother! kan tolkes som en allegori over den kunstneriske proces.

Huset er kunstnerens værk, der bygges op af udefrakommende inspirationer, mother er musen, der lever i værket, og kunstneren er den gæstfrie, der får næring af at invitere folk indenfor.

Men værket har sit eget liv. Så snart det er født, bliver det givet til folk, der invaderer det, bruger det til religiøse og politiske formål, læser alt ind i det og dermed ødelægger og dræber det.

Problemet med mother! er, at symbolikken er så tyk, at det bliver ganske trættende.

Når Aronofsky skal vise, at værket har sit eget liv og hjerte, viser han det ved, at huset rent faktisk har et hjerte. Når han skal vise, at kunstnerens muse ikke ønsker indtrængen i hendes privatliv, gøres det ved evindelige replikker som: ”Gå ud af mit hus.”

Man sidder til det sidste og håber, at Aronofsky har et es i ærmet. Et es, der viser, at den første lange del ikke har været forgæves, og at Aronofskys fikse idéer ikke bare er staffage. Men esset udebliver.