Motherless Brooklyn

Lige siden Dashiell Hammetts klassiker Malteserfalken har ære blandt privatdetektiver været, at man opklarer mordet på sin makker.

Det er præcis, hvad detektivspiren Lionel Essrog agter at gøre i Motherless Brooklyn.

Hans kollega og eneste ven Frank Minna dør i begyndelsen af filmen af et skudsår efter et møde med mystiske mænd. Men deres fælles detektivbureau, som Frank faktisk var chef for, ser ikke umiddelbart penge i denne opklaring.

Så Lionel må på egen hånd forsøge at finde Franks banemænd. Sporet i 1950’ernes New York fører ind i en sag om korruption i storebyens slumrenovering og byplanlægning.

Der er bare det, at Lionel lider voldsomt af Tourette-syndromet, spontane taleforstyrrelser med autistiske træk. Han er således alt andet end en af fortidens barske snushaner, vi kender fra mesteren Raymond Chandler, som med filmens retrospektivt fortællende voice over spøger igennem hele fortællingen.

Motherless Brooklyn er en fri og dog trofast adaption af forfatteren Jonanthan Lethems genremix af en gennembrudsroman, Moderløse Brooklyn fra 1999.

Intrigen minder her i filmatiseringen en smule om Roman Polanskis mesterlige pastiche Chinatown fra 1974. Plottet om politiske rævekager, gangstervæsen og fatale familierelationer er i hvert fald lige så kompliceret.

Men romanforlægget og dens film drejer sig ikke kun om en spektakulær og spændende omgang nostalgi-noir fra dengang, hvor biler var store som huse med hajfinner, mænd gik i blød hat og lange frakker, kvinder havde blodrøde læber, og begge køn røg som skorstene og drak sprut midt på dagen.

Temaet er nemlig også ubodelig ensomhed og ubrydeligt venskab knyttet til New Yorks fortid med et socialt broget Brooklyn som en kriminel slumforstad til det mondæne Manhattan. Og den farvede ghetto Harlem oppe nordpå med et cool jazzet, men farligt område for hvide – ikke som i dag et gospelsyngende turistmål.

Det er en kærlighedserklæring til ”The Big Apple”, som mange forbinder med forfatteren Paul Austers New York-trilogi med dens elegisk labyrintiske vandringer ned ad fortidens avenuer og gader.

Den altid seværdige skuespiller Edward Norton har ønsket at filmatisere romanen lige siden, den udkom for tyve år siden. Motherless Brooklyn er hans anden film som instruktør efter Imellem venner fra 2000, en ærkeamerikansk version af Truffauts Jules og Jim.

At franskmanden er Nortons instruktørforbillede mærkes også i afdæmpede forsøg på at anslå hverdagspoesi midt i den hårdkogte realisme. Yndefuldt erotisk antydes en mulig romance mere end at byde på eksplicit sex og sengescener. Og der skydes flere gange på detektiven undervejs og rammes forbi hver gang.

Thi Brooklyn er ikke Chinatown.

Instruktøren bruger kreativt tidsbilledet til andet end en filmnostalgisk pastiche. Der er kælet for billederne lige på grænsen til det manierede, men det går an. Desværre gør mange scener med live-jazzmusik og lommefilosofisk sniksnak filmen en halv time for lang.

Edward Norton, som har sort bælte i at spille adfærdsvanskelige personer, spiller selv overbevisende den sortsnakkende Lionel. Men han er måske næsten for pæn til den erotiske bænkevarmer, han påstås at være.

Bruce Willis er en Frank på hjemmebane med pistol i hånd og bugskud over bæltestedet. Brave Alec Baldwin har med vægtfylde bevæget sig op i Orson Welles-klassen som monstrøs, magtglad og bøs bøhmand.

Den britiske skuespiller Gugu Mbatha-Raw har ikke meget at gøre godt med dramatisk ud over at agere genrens dekorative og dæmoniske femme fatale.

At filmen kan sin film noir-klassikere vises gang på gang med håndstrøgne citater. Det er nok forglemmeligt, men ikke desto mindre underholdende.