Motley’s Law

De store guldøreringe klirrer, når Kimberley Motley frustreret ryster på hovedet. Det mørke hår er samlet i en stram hestehale, som svinger fra side til side.

Den afghanske dommer stirrer irriteret på den stilfulde, sorte kvinde, som ikke tager et nej for et nej. ”Du kan ikke bare lave love, som det passer dig,” siger hun. ”Eller betyder den afghanske lovgivning ingenting?”

Den tidligere skønhedsdronning Kimberley Motley har siden 2008 arbejdet som forsvarsadvokat i Afghanistan. Som den eneste udlænding og den eneste kvinde har hun fået adgang til de afghanske retssale. Fra starten var det tiltænkt som en midlertidig løsning, for at betale hendes studielån af, og forsørge familien i USA. Men det ene år tog det andet, og Motleys Law følger den 39-årige kvinde i år 2013-14, hvor USA er ved at trække deres tropper helt ud af Afghanistan, og det derfor bliver mere farligt at være udlænding i landet. 

Motley er en særpræget kvinde på mange punkter. Hun har tre børn, som hun besøger et par gange om året, men ellers er børnepasningen overladt til manden hjemme i USA.

Da hun vender tilbage til Afghanistan efter et hjemmebesøg, har ukendte gerningsmand forsøgt at bombe hendes kontor. En håndgranat er kastet ind i bygningen, men ikke detoneret. Chaufføren Khadir og hendes assistent Khalil er tydeligt skræmte, men Motley er helt fattet. Det, som hun er mest bekymret for, er internetopkoblingen.

Det virker, som om intet kan ryste hende.

Heller ikke, da selvmordsbomberne bliver et nærmest dagligt indslag i nyhederne, og hun finder ud af, at der sker et angreb længere oppe ad gaden. Motley sidder på bagsædet af sin bil og tjekker telefonen, imens hun fattet siger til kameraet: ”I skal lige passe på, for de skyder heroppe.” Da fotografen forstår alvoren, spørger han sagte: ”Så måske er det ikke en så god idé at sidde her?” 

Motley kigger med undrende øjne ind i kameraet, som om frygt er et fuldstændig ukendt begreb for hende: ”Jeg kan da godt sidde foran mit eget hus. Hvis I er bekymrede, kan I gå ind.” 

Motleys Law er fascinerende, fordi personen Motley er fascinerende. Fotograf Henrik Bohn Ipsen fanger essensen af det afghanske samfund i smukt kolorerede billeder, og Kristian Eidnes Andersen leverer stemningsmættede toner, men det er fascinationen af den stærke personlighed, der fastholder interessen.

Instruktør Nicole Horanyi (Dagbog fra Porn Valley, The Devilles) følger i hælene på Motley, når hun skal manøvrere i en jungle af et retssystem, der både bygger på gammel Sharia-lovgivning, nye demokratiske love og lokale praksisser.

Det er ikke let, når dommere fortolker lovene forskelligt, men Motley giver ikke op, og midt i virvarret fornemmer man en respekt for den mærkværdige dame med de stærke holdninger. Eksempelvis da hun leder en ”jirga”, et traditionelt retsmøde med mullaher i rundkreds. De skæggede mænd accepterer uden videre Motley som overhoved, for Motley er ikke en, man siger nej til.

Motley er direkte og ligefrem, også da Horanyi spørger, hvorfor hun kom til Afghanistan: ”For pengene.”

Og selv om dokumentaren til tider forsøger at fremmane en klassisk skabelonfortælling, der går fra grådighed til godhed, er virkeligheden og Motley mere broget. Motley har gratis rådgivning for afghanske kvinder, medmindre altså klienten er meget rig. Og hun er befriende ærlig omkring penge som drivkraft: Velgørenhedsarbejde er fint nok, men det betaler altså ikke regningerne. Det gør udlændinge, der eksempelvis er fængslet for smugling af stoffer og befinder sig i en labyrint af et kafkask retssystem.

Motleys Law mangler derfor forløsningen og den morale, der altid ender en god frelserfortælling. Men måske er moralen bare, at virkeligheden aldrig er sort-hvid, og om Motley gør det for pengene eller for den gode samvittighed, er i sidste ende ligegyldigt for alle de mennesker, hun hjælper.