Moxie

Nicecore-dronningen Amy Poehlers Moxie tager temperaturen på det amerikanske samfund og dømmer den alt for kold.

Teenagepigen Vivian (Hadley Robinson) går på en udkants-high school, der lige så godt kunne have været en angstfabrik, hvor pigerne er arbejdsmænd, der hver dag stempler ind for at producere så meget stresshormon som muligt.

På skolen rangeres pigerne online efter knaldbarhed. Den transkønnede pige anses af lærerne som en dreng og skolens pigefodboldhold for en amatørklub.

Piger gramses på, nedgøres og overhøres.

Chefen på angst-fabrikken er skolens quarterback Mitchell, spillet af Patrick Schwarzenegger, der med drenget og psykopatisk attitude er fremragende som skurk. Selv om Mitchell chikanerer klassens sorte pige, forholder skolens ledelse sig til det under devisen ”boys will be boys”.

Moxie er tydeligt politisk, og Amy Poehler – der tidligere har instrueret spillefilmen Wine Country og afsnit af Parks and Recreation – har en stærk, filmisk pen.

Hun tegner et tydeligt og genkendeligt billede af en kultur, der ringeagter kvinder, uden at det kammer over i insisterende vrede eller apati. Og de unge helte i filmen, der beslutter sig for at gøre noget ved det, er langt fra karikaturer.

Den introverte Vivian har siden børnehaven slynget sig om veninden (Lauren Tsai) som en bønnestage, og nu er de to vokset sammen, så man ikke længere kan kende den ene fra den anden.

Indtil hun bliver inspireret af klassens nye, sorte pige (Alycia Pascual-Pena med en enorm indre kraft) og indser, at uretfærdigheden er noget, man kan kæmpe imod. Vivian starter en feministklub, kopierer formen fra Rebel Grrl-feministernes zines fra 1990’erne, laver sit eget magasin med navnet Moxie og lægger eksemplarer på pigetoiletterne.

Det skaber samme røre på skolen, som The Burn Book gjorde i Mean Girls.

Mean Girls – skrevet af Poehlers samarbejdspartner Tina Fey – er filmens store inspirationskilde, men Poehler har nok også lyttet på replikker fra American Beauty og studeret scener fra Alle elsker Lloyd.

Filmens største styrke er dog, at den har hjertet på det rette sted. Ud over sin insisteren på en bedre verden kommer Poehler ind i pige-psyken og har et godt greb om realismen.

I det mest forsigtige og underspillede one-shot, jeg har set, bevæger de to introverte veninder sig gennem en abefest. Man kan mærke usikkerheden melde sig, mens pigerne går fra rum til rum uden at ane, hvad de skal gøre af sig selv.

Bedst er realismen i scenen, hvor manglen på konkrete resultater gør Vivian rasende og presser hende ud i røvhuls-aktivismen. Indtil teenageren med knusende sårbarhed ender med at stille sin mor spørgsmålet: ”Hvorfor vil far ikke holde jul med mig?”

I ungdommen skuer man fra barneværelsets dukkehuse ud over verden, som den faktisk tager sig ud i alt sin uretfærdighed. Man ser også over sin egen barndom og skimter alle de huller i sjælen, de voksne ikke formåede at fylde ud.

I Moxie er der plads til mørket.

I periferien bevæger skolens populære pige Emma (Josephine Langford) sig omkring den feministiske klub. Hun bærer sin skønhed som en byrde, og til sidst opsøger hun pigerne for at fortælle dem, at hun blev voldtaget. Hun håber, de kan hjælpe, for ingen andre vil.

Det er hård kost.

Desværre også for tung til, at filmen, der ellers tør se kvinde- og raceundertrykkelse direkte i øjnene, lykkedes med at slå lykkelige sløjfer på Vivians konflikter og forholde sig til voldtægtens ar på sjælen.

Da mine forældre var unge, kæmpede de for at slå hul på borgerskabets falske bevidsthed. Det endte ofte ud i formynderisk og nedgørende kulturradikalisme.

Amy Poehler vil gerne have os til at se verdens uretfærdighed og møde den med punkmusik, vrede og venindeskab. Den er også for de forsigtige piger, der helst smiler med i kulissen.

Den revolution vil jeg være med til. Hvornår mødes vi?