Mr. Robot

”Hello, Friend.” Den unge hacker Elliot (Rami Malek) smager på ordene, før han endnu engang afdæmpet udtaler dem: ”Hello, Friend.”

Åbningsmonologen i sommerens hit-serie i USA, Mr. Robot, lokker seeren til den sorte skærm med magnetisk tiltrækningskraft. I det første eksempel på thriller-seriens ypperlige brug af lyd høres en stemme, der både lyder usikker og usvigeligt selvsikker, imens den tvivlende diskuterer med sig selv: ”Det lyder lamt. Måske skulle jeg give dig et navn?”

Tvivlen forplanter sig til seeren: Hvem taler han til? Det kan vel ikke være mig?

Men det er lige præcis, hvad han gør. Den socialt angste hacker har kreeret en ven, som han kan snakke med og gøre til en allieret i sine myriader af tankespind. Fortællergrebet overlader os i ustabile Elliots varetægt, som er en alt andet end en pålidelig fortæller.

Elliot arbejder i et cyber-sikkerhedsfirma, der har ansvaret for sikkerheden i verdens største konglomerat, E-Corp. Om natten hacker han Facebook-profiler, indbyggede kameraer i computere og personlige mails. Som en kritisk kommentar til det moderne menneskes sociale interaktion forsøger Elliot via sin hacking at få den sociale kontakt, han er så bange for i virkelighedens verden.

Han overvåger de to eneste personer, der står ham nær – barndomsvennen Angela og sin psykolog Krista – og han hacker alle dem, som kommer i nærheden af dem.

Den notoriske enspænder forsøger at dæmpe sin sociale angst med stoffer, som ikke gør noget videre godt for Elliots paranoia og storhedsvanvid. Han er fanget i sin egen virkelighed, og det samme er vi. Da en hjemløs mand (Christian Slater) henvender sig til ham i metroen med en storslået plan om at bekæmpe E-Corp og frigive al gæld i verden, er vi sammen med Elliot i paranoiaen: Hvem er manden? Er han gal eller genial?

Den forholdsvis uprøvede hovedforfatter Sam Esmail har med hjælp fra virkelige hackere konstrueret noget af det bedste originale tv dette år. Esmail har samlet et hold, der blandt andre tæller instruktør Niels Arden Oplev, ud fra en klar vision om form og indhold. Serien sitrer af samme dystre, kolde æstetik som Mænd der hader kvinder, og Oplevs instruktion af første afsnit har samme mesterligt medrivende kvalitet.

Mr. Robot benytter sig af et filmisk udtryk, der henter inspiration i værker som Fight Club og Taxi Driver og stort set alle Stanley Kubricks film. Esmail er ikke bleg for at indrømme, at alle hans yndlingsfilm er repræsenteret i tv-serien, hvilket desværre skygger lidt for det originale indhold. Men heldigvis har Mr. Robot noget, som ingen af de andre film har: skuespilleren Rami Malek.

Den 34-årige egyptisk-amerikanske skuespiller er dybt fængslende i rollen som Elliot og drivkraften bag det fastholdte fortællergreb.

Med øjne så store som tekopper spejles angst og tvivl konstant i de blanke overflader, imens Malek også fremmaner en stoisk ro. Den komplekse karakter lyver og manipulerer, samtidig med at man fornemmer et hjerte af guld og et helt banalt ønske om forståelse og omsorg. Det er en umådeligt svær balancegang, men Malek mestrer den til perfektion og efterlader os helt rundtosset.

For skal man stole på fortælleren, når han siger, at en undergrundshær af hackere er ved at planlægge et hackerangreb, der med ét vil omfordele hele verdens rigdom?

Det lyder som ren science fiction, men Mr. Robot rammer uhyggeligt præcist i sin kritik af forbrugersamfundet og finanssektoren. I virkelighedens verden er aktiemarkedet så skrøbeligt, at blot et lille drej på rentehåndtaget kan få aktieboblen til at briste på grund af overbelånte aktieposter.

I Mr. Robot leger man med tanken om, hvad der kan ske, hvis al gæld blev slettet. Man efterlades med en uhyggelig påmindelse om virkelighedens problematikker, og en tanke rodfæster sig: Det kunne måske godt ske i virkeligheden!