Mugge & hans mærkelige hjerne

Det er ikke sagen at have en mærkelig hjerne i et skolesystem, der gerne måler alle ud fra den samme skala.

Det opdager unge Mugge, da han efter en begivenhedsrig sommerferie vender energisk tilbage til skolen. Her er kommet en ny leder, og hun får hurtigt den idé at teste alle børnene for at se, hvem der er genier, og hvem der er afvigere.

Mugge med det lilla hår og den finurlige logik er ikke, som børn er flest. Derfor bliver han trukket fire klassetrin tilbage og placeret i børnehaveklassen, hvilket naturligt nok får ham til at føle sig særlig på en ikke videre positiv måde.

Det er den følelsesmæssige kerne i den skiftevis skrupskøre og stærkt underholdende animationsfilm Mugge & hans mærkelige hjerne, der slår et slag for retten til at være, som man nu engang er.

Vi mødte sidst den sprælske hovedperson i Mugge & vejfesten, hvor han var på mission for at få sine forældres ægteskab tilbage på ret køl.

Filmen kæmpede med at have nok handling til den sparsomme spilletid på 80 minutter. Også fortsættelsen kan kun med hiv og sving og tossede påfund holde skruen i vandet i samtlige halvanden time, men der er trods alt nok tyngde i historien om at være herligt anderledes til, at man er med hele vejen.

Ikke mindst fordi filmen starter med pomp og pragt, hvor både animationen og humoren får lov til at stråle i fuldt flor.

Det skorter ikke på opfindsomheden i åbningssekvensen, hvor Mugge og hans lidt ældre veninde Sofia sammen med hendes yngre brødre – femlinger, der alle hedder Allan – har bygget en overdimensioneret rutsjebane.

Femlingerne er herligt selskab som comic relief i en film, der egentlig ikke har brug for det. Undervejs ser man dem både lege Black Friday, hvor de slås om store fladskærme, og opera, som mest bare går ud på at skrige af sine lungers fulde kraft.

Det tårnhøje tempo fortsætter, da Mugge sætter kursen mod skolen. I et pludselig selvbevidst og hylemorsomt øjeblik tager han sig selv i at være ”rimeligt overgearet”. Men snart efter falder han over en bold, som hans krop tvinger ham til at losse ad helvedes tid, fordi det er vildt tilfredsstillende.

Skolegården er realiseret med skønt pulserende vanvid. I et hjørne står lyssky typer og pusher madpakker, mens sjippe-psykopaterne svinger tovet vildere og vildere.

Det er makkerparret Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, der igen sidder i instruktørstolen på filmatiseringen af deres eget bogforlæg.

De er især kendt for en tegneseriestribe, der kørte næsten tyve år i Politikens spalter, og DR-serien Wulffmorgenthaler, som viser deres sorthumoristiske og absurde univers.

Der er en nysgerrig og fandenivoldsk tone i makkerparrets komik, som gerne bevæger sig til grænsen i jagten på det forløsende grin. Mugge & hans mærkelige hjerne har opbyggelige budskaber, men er ikke bange for at skildre verden i al sin morsomme grumhed.

Mobning er ikke cool, bliver der direkte sagt i filmen, hvor alle voksne alligevel bliver kørt ned under gulvbrædderne med grove kommentarer og fysisk chikane.

Undervejs mister det farverige univers lidt af charmen, fordi det bliver lige gakket nok, når en megahund skal rammes med strategisk placerede fodbolde. Til gengæld resulterer det i en hjertevarm pointe om, at venskab og samarbejde er den eneste rigtige vej frem.

Dansk animation fejrer i disse år store triumfer med så forskellige perler som den Oscar-nominerede dokumentar Flugt og Anders Matthesens hitkomedie Ternet Ninja.

Mugge & hans mærkelige hjerne viser, at fantasien blandt danske filmfolk kan sprænge rammerne, når den får lov til at flyde frit. Det er en fornøjelse, som nok skal vække glæde hos børn og barnlige sjæle i efterårsferien.