Mugge & vejfesten

Det er egentlig underligt, at der ikke er flere danske familiefilm, der handler om skilsmisse, når nu cirka halvdelen af alle ægteskaber i landet ender med et brud. 

Man skulle tro, at der var rigeligt med børn, der havde brug for at tackle de svære følelser i biografens trygge mørke, hvor man både kan græde og grine, uden at nogen ser det, og dertil gå ud med en styrket tro på, at det hele nok skal gå.

Mugge & vejfesten er i den henseende en kærkommen fortælling, hvis minimale plot netop er centreret om en forestående skilsmisse.

Tiårige Mugge er en jubeloptimistisk dreng, der er animeret med en stor, lilla manke ligesom i Wulffmorgenthalers bogforlæg med samme navn. Han elsker pandekager, sine forældre, teenageveninden Sofia og den årlige vejfest.

Men efter en lovligt lang intro, hvor kvarterets beboere bliver præsenteret, da Mugge viser et nyt par rundt på vejen, overhører den begejstrede dreng sin mor tale i telefon med elskeren, den crossfit-pumpede Pierre.

Og vupti: Så er mor Kirsten flyttet!

Mugge skal nu få den årlige vejfest op at stå, efter grundejerforeningen har droppet den. Han er overbevist om, at moren vil komme tilbage, hvis bare far Thorbjørn synger en kærlighedssang til hende på vejfestens scene.

Mugge holder en fest, og far synger en sang – det er i al sin enkelhed, hvad der sker i Mugge & vejfesten. 

Det er for lidt handling til en 80 minutter lang familiefilm, der gerne skulle fange hele familien. Det virker mere som en børnefilm for de mindste, særligt fordi den tiårige Mugge lyder som en seksårig. Tilmed en irriterende én af slagsen.

Hvordan de har fået skuespiller Jens Jacob Tychsen til at lyde så enerverende, er en gåde, og det dæmper desværre lysten til at følge Mugge på eventyr. 

Til gengæld har instruktørerne Anders Morgenthaler og Mikael Wulff proppet animationsfilmen med et væld af sjove bifigurer, som er kendetegnende for duoen. 

Der er kattedamer, nazister, nonner på stylter, en mentalt forstyrret mand fra Nakskov, Sofias entreprenante far, der sælger giftige energidrikke, samt hendes fem brødre: Allan, Allan, Allan, Allan og Allan. Og det er kun omtrent halvdelen af det store karaktergalleri.

Femlingerne har samme funktion som pingvinerne fra Madagascar, den ensartede gruppe, der står for de mest gakkede indslag. Men hvor pingvinerne havde noget personlighed hver især, fremstår Allan’erne mere anonyme. 

Det er animationsselskabet Monkey Tennis med instruktør Mikkel Okholm i spidsen, der har designet karaktererne, og det gør de egentlig ganske udmærket.

Stilen er i tråd med sidste års animationssucces Ternet Ninja, men det er nu alligevel tydeligt, at der er et stykke vej op til det hæderkronede selskab A. Films rige animation, som både leger med lys og vinkler på originale måder. Der mangler noget dybde og hittepåsomhed, og animationen kommer derfor til at fremstå en smule flad. 

Det morer man sig ikke mindre af, men man føler heller ikke noget.

Primært fordi der er så få scener, hvor familien er samlet. Mor Kirsten hygger sig med sin unge insta-kæreste, far Thorbjørn er ved at gå til grunde i kærlighedskvaler – sjovest da han er ved at begrave sig selv i sandkassen – og Mugge får med hjælp fra kvarterets beboere vejfesten op at stå.

Men de tre handlingsspor samles kun til den afsluttende vejfest, og derfor bliver skilsmissen i sidste ende ret ligegyldig. Kun i en enkelt scene ser vi Mugge gå rasende mod sin mor. Ægerligt, at der ikke er flere scener, hvor Mugge rent faktisk føler noget.

Wulffmorgenthaler vil gerne underholde i øst og vest – og helst i et højt tempo. Men ender desværre som et sketch-på-sketch-show, hvor det kunne have været så meget mere.