Mumier på udebane

Kongernes Dal i Egypten er hjemsted for størstedelen af faraoernes gravkamre. I flere hundrede år har stedet både været landets mest interessante turistattraktion og en arkæologisk guldmine. 

I lige så lang tid har Kongernes Dal været udsat for gravrøvere og andre lykkeriddere med alt for lange fingre. I dag befinder mange uvurderlige artefakter sig langt væk fra hjemlandet på særligt britiske museer, der ikke vil give dem tilbage igen. 

På et eller andet tidspunkt må den slags imperialistisk tyveri høre op. Og hvis de egyptiske myndigheder ikke vil gøre noget, må mumierne selv tage hævn over det britiske rige. 

I animationsfilmen Mumier på udebane tager den afdøde stridsvognsfører Thut – med stemme af Caspar Phillipson – til London for at skaffe sin vielsesring tilbage fra den griske udgraver Lord Carnaby (Jens Jacob Tychsen). 

Med sig har han sin forlovede, prinsesse Nefer (Johanne Milland), der lige så lidt som ham har lyst til at gifte sig. Selv om hun som datter af faraoen står til at arve hele den egyptiske by, de bor i, vil hun egentlig hellere være sanger. 

Sidste mand på holdet er Thuts gavtyv af en lillebror Sekhem med en medfølgende kæle-krokodille. De tre mumier kaster sig ud i en mission om at infiltrere Londons meget fremmede moderne verden og slippe helskindet hjem. 

På tegnebrættet kunne der komme en udmærket familiefilm ud af at vende en så klassisk skurk som en mumie på hovedet og gøre ham til helten. 

Den spanske debutinstruktør Juan Jesús García Galocha må gøre sig nogle gevaldige krumspring for at få præmissen til at fungere bare nogenlunde. 

Men meget mening giver det ikke. Filmskaberne forsøger at blødgøre de farlige elementer ved det at være mumie, så man ikke skræmmer det mindste publikum. 

I stedet for at omfavne det kolde faktum, at der er tale om et levende, indtørret lig i en fugtig grav, har alle mumierne fået en meget almindelig hverdag i en Atlantis-lignende, hemmelig civilisation under jorden. Hvordan byen er opstået, og hvorfor den aldrig er blevet opdaget, får vi ikke svar på. 

Det at være mumie bliver i filmen til blot at gå rundt med løst hængende gazebind og leve i et kedeligt realiseret egyptisk samfund, der minder meget om så mange andre forhistoriske æraer med kejsere og tvangsægteskaber. 

Det bliver alt sammen fortalt lettere klodset. 

Først et kvarter inde i filmen forstår man, at tvangsægteskabets forlovelse foregår på samme tid som gravrøveriet, og at de egyptiske hovedpersoner ikke behøver at dø, før de lander i London. 

Først ved ankomsten til den britiske hovedstad kommer filmen ordentligt til hægterne. 

Mumier på udebane følger herfra alle dramaturgiens regler på sådan en måde, som man kun kan slippe afsted med, når man henvender sig til et yngre publikum. 

I en kamp mod uret leder gruppen efter ringen, samtidig med at prinsessen kommer sine sangerdrømme nærmere, og en romance spirer mellem de to tvangsforlovede. 

Heller ikke meget kan man sige om 3D-animationen, der fremstår lige så hurtigt produceret og uigennemtænkt som resten af filmen. 

Som voksen kan man ikke lade være med at lade tankerne vandre mod det store potentiale, der ligger gemt dybt inde i Kongernes Dal. Der er nemlig en grund til, at den oldgamle egyptiske kultur stadig fylder i vores samfund i dag. 

Modsat animationsmesterværket Prinsen af Egypten går de kvaliteter tabt i en film, der ikke skubber til nogen grænser. Heldigvis er der mange andre mumie-film at vise sine børn, når de bliver en smule ældre.