The Mummy

Mumien er ved at være træt.

Det er 85 år siden, at Boris Karloff første gang rejste sig fra sin sarkofag og indhyllet i forfaldne bandager jog vores bedsteforældre en skræk i livet. Den oprindelige film blev til en serie, som affødte en ny serie – og en ny. Og nu er det altså igen den hævngerrige mumie, der skal sparke liv i Universals planlagte Dark Universe-franchise.

Med den 54-årige actionstjerne Tom Cruise i centrum som tumpen, der forstyrrer mumiens grav og pludselig må tage benene på nakken. Sammen med en smuk blondine, der er tyve år yngre end ham.

Man bliver selv lidt træt ved tanken. Og derfor er det egentlig imponerende, at filmen så langt hen ad vejen fungerer som en veloplagt actionfilm med plads til både sjove replikker og stemningsmættet gys og gru.

Cruise spiller militærmanden Nick Morton, der bruger sin udstationering i Mellemøsten til at ”befri” oldtidsskatte og sælge dem på det sorte marked. Ved et tilfælde støder han på et uforstyrret gravkammer, der (og her burde alarmklokkerne begynde at ringe) er udstyret som et okkult fængsel: seks Anubis-statuer holder vagt over en mumie nedsunket i et bassin fyldt med kviksølv, der ifølge oldegyptisk overtro værner mod onde ånder.

Men overtro er jo noget vås, så han hejser hurtigt mumien op og læsser den på et fly på vej mod Europa. Pludselig bliver han plaget af visioner af en gudesmuk kvinde, der vandrer i solskoldede ørkenklitter: Prinsesse Ahmanet, der indgik en pagt med dødsguden Seth og nu har set sig lun på Nick som menneskeligt hylster til den mørke fyrste.

Det er der ikke noget at sige til, for Tom Cruise holder sig godt.

Her spiller han en mere selvoptaget, mere fjoget variation af sin sædvanlige helterolle, men filmen ligger fint i forlængelse af de actionfilm, han har koncentreret sig om de senere år. De følger en ensartet spændingskurve: læg hårdt ud, skru lidt ned for tempoet med noget karakteropbyggende snak og dosér mere og mere action indtil klimaks. Gerne med imponerende stunts.

Så da flyet med mumien uundgåeligt styrter ned, følger vi personerne i kabinen, der hvirvler rundt, mens tyngdepunktet skifter, og landjorden drejer svimlende rundt uden for vinduerne. Nick klamrer sig til Jenny, arkæologen der forklarer handlingen, indtil han kan give hende den eneste faldskærm og skubbe hende i sikkerhed.

”Jeg troede, at der var en mere,” siger han, da de bliver genforenet. Udødelighed viser sig at være et af frynsegoderne ved en oldegyptisk forbandelse.

Jenny virker mere som en plotmæssig nødvendighed end en egentlig karakter. Annabelle Wallis gør sit bedste, men hun er der for at give Tom Cruise noget at ofre sig for.

Der melder sig en vis træthed i manuskriptet, da handlingen når til England, hvor Russell Crowe dukker op som Dr. Jekyll & Mr. Hyde (med skiftevis posh og arbejderaccent) og sætter opgøret på pause med en filosofisk anlagt monolog om ondskabens natur og menneskets evindelige kamp mod monstre.

Foreløbigt er der planlagt syv film i Dark Universe-serien.

Det er klassisk for første film i en franchise, at den skal bruge megen tid på at etablere universet, men når The Mummy ellers holder sig til mumien, er den et gedigent gysereventyr.

Mumie-prinsessen Ahmanet, spillet af Sofia Boutella, er en betagende grum skikkelse. Da hun vågner fra sin tusindårssøvn, er hun indtørret og forkrøblet som et slangemenneske med leddegigt, en mumificeret zombie, der kommer til hægterne igen ved at suge livskraft fra sine ofre med et dødskys.

De dunkle billeder giver filmen et mere dystert præg end den hygge-uhyggelige 90’er-film med Brendan Fraser, men grusomhederne opvejes med besk galgenhumor. Som når Cruise sparker en af Ahmanets zombie-håndlangere, og hans ben hænger fast i dens brystkasse.

Desværre hopper kæden af i den stadigt mere uinteressante tredje akt, og instruktør Alex Kurtzman træffer nogle decideret usmagelige valg i iscenesættelsen af klimakset.