Munich Games

50 år efter den forfærdelige gidseltragedie ved De Olympiske Lege i München i 1972, som kostede elleve israelere, fem arabiske gidseltagere og en tysk politimand livet, vil Israel og Tyskland arrangere en venskabsfodboldkamp mellem de to lande. I selvsamme by.

Israelsk efterretningstjeneste skal sammen med deres tyske kolleger stå for sikkerheden. Alle frygter en gentagelse af attentatet fra dengang, som i serien Munich Games kun ses som sort-hvide stills fra den begivenhed, Steven Spielberg drejede til en inciterende actionfilm i 2005.

I serien er fokus på den israelske agent Oren Simon og den tyske politikvinde Maria Köhler. Sidstnævnte har ganske vist et ærketysk navn, men er etnisk kristen libaneser, som taler flydende arabisk.

Hun er således en slags mellemkvinde, der kan bruges både som tolk og kurer i politikorpset, og hun nyder stor respekt oppefra og nedefter. Hun har en informant i indvandrermiljøet, som også er hendes hemmelige elsker, når hun ikke er hjemme hos ægtemand og datter.

Oren er hendes diametrale modsætning. Han er den nørdede computerfreak, der selvfølgelig i sidste ende træder i karakter som redningsmand.

Det sker over seks sindssygt spændende afsnit fra det israelske fodboldholds ankomst, hvor i øvrigt ikke alle er ortodokse jøder, til det går op for de samarbejdende myndigheder, at der er ugler i mosen. Hvoraf ret mange kommer fra et tysk fuglereservat.

Det er den jødiske manuskriptforfatter Michal Aviram, der sammen med Martin Behnke har skrevet det superstærke, snoede og sorladne plot. Hun er forfatteren bag den glimrende israelske spionserie Fauda, der skildrer efterretningstjenesten Mossads elitekorps gedulgte krig med ekstreme islamister.

Serien er realistisk, og lad mig advare med det samme: Munich Games er mere noir end nysselig. Serien understreger nøgternt og iskoldt, at antisemitisme ikke er en fremmed fugl i Tyskland. Det germanske fremmedhad gør infamt jøder og arabere til samme fjende, som sågar må danne fællesfront.

Israelske Yousef Sweid, der næsten på en prik ligner den amerikanske skuespiller Paul Giamatti, er overbevisende som træmanden, der blomstrer midt i fare og forfærdelighed. Han kan mere end at trykke på taster og drikke energidrikke.

Tysk-irakiske Seyneb Saleh er som Marie Köhler både orientalsk gudesmuk, klog og klarsynet. Hun er den romantiske vidunderkvinde, der alligevel er alt for menneskelig.

Sebastian Rudolph (Stalingrad, Den engelske patient) er den sinistre efterretningsmand med sin helt egen skjulte dagsorden. Og Igal Naor (Homeland, House of Saddam) spiller bossen fra Mossad, som har esser gemt i ærmet.

Handlingen udvikler sig til noget, vi kender fra Die Hard: bøse mænd, som skånselsløst tager gidsler i en bygning.

Eneste skønhedsfejl er sidehistorien om den israelske fodboldspiller, hvis kone er kompliceret højgravid. Det er et velment forsøg på at give filmen lidt sentimentale smilehuller, for der er vitterlig ikke meget at smile ad, mens hårene rejser sig, og døden slår til.

Med sin kyniske realpolitik, melankolske maskepi og beskidte statsraison over for små mennesker er Munich Games i sin ånd og aura stærkt påvirket af den britiske forfatter John le Carrés desillusionerede spionverden med dobbeltagenter og dobbeltmoral.

Men den er også et eksempel på, at tyskerne efterhånden skaber nogle af de mest spændende og seværdige tv-serier med mord og mening. Såsom den historiske Babylon Berlin, politirutineserien Dogs of Berlin og den østrigske thriller Dødens herskerinde. Og nu Munich Games om terror i højre og venstre side af det storpolitiske teater.