Munken

Det er en lidt sumpet, lummer og hård trekkingtur, som ægteparret Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen har lagt bag sig. De har kurs mod toppen af et bjerg i Sri Lanka, hvor en buddhistisk skovmunk venter dem.

Da de anført af en lokal guide kommer stavrende ud af junglen, møder de et lidt uventet syn.

Godt nok er munken iklædt den karakteristiske røde robe, men han har et rullende kamera i hånden. Fra starten udsætter han dokumentaristerne for deres egen medicin og fniser over parrets upraktiske tøj og usikre vej gennem terrænet.

Jan Erik Hansen var en anerkendt læge og forsker, der kørte med klatten. Han havde det hele: karriere, hus, kone, en lille søn og millioner i bevilling til at finde kuren mod hiv.

Han var blandt de bedste på sit felt, og drømmen om en medicinsk Nobelpris var ikke urealistisk. Men pludselig trak han i 2001 stikket.

For munken er det underordnet, om omvæltningen skyldtes en midtlivskrise, en fødselsdepression, stress eller guddommelig intervention. Faktum for ham er, at han nu hedder Bhante og bor på et bjerg, hvorfra han gennem sin YouTube-kanal guider folk fra hele verden mod Nirvana.

Dokumentaristerne opsøger munken for at lære om hans teknikker til at lægge den vestlige verdens hamsterhjul bag sig, og samtidig vil de lave et dokumentarportræt. Men da de vender hjem til det kolde Danmark, trækker fornuften i en anden retning.

Selv om Bhante maler smukke billeder og prædiker om den harmoni, han har opnået ved at vende kapitalismen ryggen, aner de to anerkendte filmskabere en benægtelse.

Mira Jargil har leveret knusende nærgående portrætter (Drømmen om en familie) og Christian Sønderby Jepsen (Testamentet) har en fed humor og ukuelig optimisme.

Tilsammen lægger de i Munken kortene på bordet. De lader os komme med bag scenetæppet og observere, at arbejdet som dokumentarist ikke altid er lige nemt.

De modstridende agendaer, som udspiller sig under optagelserne, er en fryd at observere. Ærligheden i at lægge det hele frem er slående. For det er trods alt ikke hvilken som helst YouTube’er, der med ro i stemmen sender Jargil og Sønderby Jepsen tilbage på filmskolebænken.

Hvor ægteparret gerne vil fortælle historien om radikale valg og konsekvenser, er Bhantes ønske for projektet nærmest det modsatte. Det kunne nemlig ikke være ham mere fjernt at diskutere fortiden, når han med fuld fart kæmper sig mod sjælelig fred i Nirvana.

Men enhver kan nok se, at der gemmer sig mere i Jans valg. Er det virkelig et mentalt sundhedstegn at være i stand til – fra den ene dag til den anden – at trække sig fra civilisationen?

Grundet kreative uenigheder afbryder parret samarbejdet.

Det betyder dog ikke, at filmen lægges på hylden. For de næste fire år fortsætter munken med at optage på egen hånd. Men da Jans liv tager en voldsom drejning, får parret af tragiske veje en dag alle optagelserne overleveret.

Spørgsmålet er bare, om de Robert-vindende dokumentarister har fundet deres overmand i form af en rolig, nynnende gut i skrædderstilling.

Selvfølgelig skal man udfordre de medvirkende, og Munken forfølger konsekvent vinkler, de medvirkende ikke er med på.

Sønnen er ikke meget for at komme med konklusioner om sin fars liv. Han siger hårdt fra, da Christian Sønderby Jepsen forsøger at lægge ord i munden på ham. Og hovedpersonen er træt af historier om mænds midtlivskrise og mænd, der overreagerer.

Instruktørparret når derfor ikke i mål med at lave et portræt af Jan Erik Hansen. Til gengæld leverer de uforglemmelige glimt af en religion, som munken trofast har fulgt i sytten år.

For når Bhante i sine egne, håndholdte optagelser tager os med på skovvandring, præsenterer Munken rent faktisk alternativer til hamsterhjulet.

Munken ender som en splittet fortælling med interessante kreative uenigheder. Den er et portræt af et menneske, som tager sine hemmeligheder og inderste følelser med i graven.

Ved at bede publikum godtage de manglende svar og acceptere det ukendte, ender hovedpersonen med at få det sidste ord.

”Så længe man ikke accepterer verden, som den er, sætter man næsen op efter skuffelse og udelukker lykken,” som han siger.

Han har været under luppen på to af Danmarks fremmeste dokumentarister, men får sin vilje. Kvantespringet fra Jan til ”Bhante” forbliver en gåde.