Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en musikdokumentar, der så indbydende og medlevende inviterer publikum med til koncert og ind i øvelokalet.
Eller så indsigtsfuldt og sigende indkapsler, hvad det giver os at spille og høre musik.
At det er jazz, nærmere bestemt Jakob Bros sjælfulde, stemningsmættede, simple kompositioner – og ikke klassisk, rock, hiphop eller heavy metal – er i én forstand underordnet. I en anden forstand er jazzen helt afgørende for filmens form, fordi den er et emne, Jørgen Leth kender bedre end de fleste.
Måske er det netop, fordi Music for Black Pigeons – som Jørgen Leth har instrueret sammen med Andreas Koefoed, der sidste år stod bag The Lost Leonardo – fokuserer meget snævert, at den rammer noget helt universelt om musikkens livgivende kraft.
Hvad enten det er saxofonisten Lee Konitz, der fortaber sig i en jamsession, eller komponist og guitarist Jakob Bros lille baby, der griner, mens Jakob spiller Mester Jakob på ukulele.
De smukke stemningsbilleder er indfanget med et klassisk observerende kamera og sans for musikken som en meget fysisk størrelse, der lokkes frem af strenge, horn, piano og slagtøj.
Jakob Bro er filmens bindeled gennem mange års indspilninger og koncerter, med flere eller færre grå stænk i krølhår og skæg og iklædt farverige skjorter og striktrøjer med mønstre. Hans udtryksfulde kompositioner fra albums som Balladeering og December Song danner musikalsk og følelsesmæssig klangbund for stærke, fritsvævende scener med mange store jazznavne.
Gennemgående sidder musikerne skoleret foran Jørgen Leth, der stiller spørgsmål bag kameraet for at nærme sig musikken indefra.
Én beskriver det at spille som en spiral, han arbejder sig ind i. En anden som en meditation, han giver sig hen til. For den danske jazztrompetist Palle Mikkelborg er musikken en søgen efter mening i tilværelsen.
Filmen lader musikernes tøven og tænkepauser tale for sig selv. De venter ofte længe, før de forsøger at sætte sprog på ting, de plejer at sige med deres instrument.
Music for Black Pigeons levner i det hele taget plads til, at øjeblikket kan udfolde sig. Filmen er dejligt ukunstlet ud over at være brandgodt fortalt. Formen indfanger på poetisk vis jazzens spontane væsen som en vedvarende udforskning af stilarter, toner og udtryk, der konstant skifter.
”Hver gang jeg blæser en tone i hornet, tænker jeg: Hvor kom det fra?” funderer Lee Konitz, som vi vender tilbage til ofte.
Jakob Bro samler folk omkring sig, hvis musikalske temperament passer til hans eget, uanset alder.
”Lee er en af de yngste og Jakob en af de ældste musikere, jeg har spillet sammen med,” siger den blide guitarist Bill Frisell på et tidspunkt, selv om kollegernes alder er omvendt. Musikerne er alle godt selskab, og de udtrykker sig på en enormt malerisk måde, som filmskaberne fører videre i klipningen.
Music for Black Pigeons har en lyrisk naturlighed og en glæde ved det fejlbarlige, der er helt i tråd med Jørgen Leths kunst. Det er en hyldest til øjeblikkets frisatte kreativitet. Jazzmusikerne giver sig hen til musikken, og det samme gør man som publikum.
Sideløbende med de flotte liveoptagelser og kloge refleksioner over livet, kunsten og kreativiteten giver Music for Black Pigeons en fornemmelse af jazzhistoriens vingesus som én lang samtale, der går i arv og udvikler sig gennem generationer.
Filmen klipper rørende fra en indspilning med trommeslageren Paul Motian i 2008 til en mindekoncert for ham i 2021, tiåret for hans død. Jon Christensen, Tomasz Stańko og Lee Konitz døde også, inden filmen havde premiere, men deres musik lever videre.
”Når man har spillet sammen med dem, er det, som om man tager dem med sig,” som Jakob Bro siger.
