Muskelsvindler

Kun en tåbe frygter ikke en lang bustur ved siden af en konduite-udfordret starut med utrættelig fortællelyst.

Det er derfor ikke vanskeligt at leve sig ind i Hjaltes (Elliott Crosset Hove) skuffelse, da han og handicaphjælperen Mikkel (Peder Bille) alligevel ikke skal alene af sted til EM i fodbold i Polen og Ukraine i Muskelsvindler.

De skal også have William (Jesper Groth) og hans hjælper Naja (Sarah Ullner) med i minibussen. Og William er i den grad trukket i snakketøjet.

Instruktør og manuskriptforfatter Mads Rosenkrantz Grage (Yes No Maybe) har moret sig enormt med at modellere William så irriterende som muligt, og resultatet er da også gevaldigt skægt.

William kalder sig ikke fodboldfan, men ”Danmarks-fans”, som han siger. Han synger Finn og Jacob-sange uden at kunne teksten. Han mailer med Birthe Kjær. Han lever sig passioneret ind i konflikten mellem Peter Viskinde og Big Fat Snake. Han spiller mundharmonika og skriver statusopdateringer på Facebook på vegne af sit marsvin Ole.

På McDonald’s bestiller han det usle menukorts allerværste anretning: Filet-O-Fish. Og ikke nok med det. Han skiller den gudhjælpemig i to, så han får sig en ostemad, der smager af fisk, og en fiskemad, der smager af ost.

Alt det må Hjalte lægge øre til fastspændt i sin kørestol bag i den bus, der kører mod Østeuropa, og endnu engang viser Ekko Shortlist-vinderen Elliott Crosset Hove sig som Danmarksmester i disciplinen ”drenget skrøbelighed”. Den spinkle krop ulmer af arrigskab og skuffelse langs motorveje, og Crosset Hove gestalter med stor overbevisning muskelsvinds horrible gebrækkelighed.

Han havde håbet på en drengerøvstur med mulighed for at miste mødommen hos en prostitueret, og nu er han indlagt til et show om absurde ligegyldigheder skabt af en anden dreng i kørestol.

Hjalte gider ikke sættes i bås med en tåbe som William, og Muskelsvindler bliver en historie om ungdommeligt ubehag ved at være fanget i en krop, man foragter.

I roadmovien fungerer handicaphjælperne udelukkende som bifigurer, og man kan undre sig over, hvor let de har det med at glemme de to knøse. Det overlader dog blot mere tid til samspillet mellem Hjalte og William, og også Jesper Groth leverer en glimrende præstation i sit forsøg på at balancere komik og irriterende karaktertræk.

Han har håret sat som en vindblæst Tintin, og William bevæger sig hasarderet tæt på det ulidelige, da han leverer en Onkel Anders-parodi, mens Hjalte skider. Men mod slutningen nuanceres figuren med historier om tiden før lammelse og voldsomme fantomsmerter, og et spirende venskab mellem de to hovedpersoner begynder at tage form.

Mads Rosenkrantz Grage undlader ganske kløgtigt at forene drengene i sentimental bromance. Det er en sympatisk pointe, at Hjalte og William forbliver særdeles distinkte trods deres fælles skæbne som kørestolsbrugere.

Den opmærksomme fodboldfan vil vide, at EM i Polen og Ukraine fandt sted for over fem år siden i 2012, og os med hang til nag husker stadig, hvordan venstreback Simon Poulsen ikke får afværget Portugals Varela, så Danmark taber 3-2.

Muskelsvindler drysser ikke salt i såret, for fodbold optræder kun som rammen for Hjaltes coming of age-historie.

Det har altså taget Mads Rosenkrantz Grage et halvt årti at færdiggøre sin roadmovie, og det er forståeligt, at han ikke ville lade optagelserne til Muskelsvindler dø stille hen på en harddisk.

Det er ikke nogen stor film.

De 73 minutter viser en simpel idé frem om en ung mand, der lærer lidt om livet ved at tage ud i verden. Men den simple idé er charmerende turneret takket være Elliott Crosset Hove og Jesper Groth.

Det er på én gang irriterende og vældigt morsomt, når William siger ”terapøjt” frem for ”terapeut”. Her sidder Hjalte og skærer tænder, og har man før stiftet bekendtskab med snakkelystne filurer uden situationsfornemmelse på længere ruter, så forstår man inderligt hans tænderskæren.