My Big Fat Greek Wedding 2

I 2002 blev Nia Vardalos’ personlige fortælling om sin græske familie et vaskeægte hit.

My Big Fat Greek Wedding, der havde et beskedent budget på fem millioner dollars, indtjente 368 millioner dollars på verdensplan. En Oscar-nominering for bedste originale manuskript blev det også til, og det er derfor ikke overraskende, at man nu forsøger at gentage successen.

Toula (spillet af Nia Vardalos) og drømmemanden Ian (John Corbett) er trods alle faretruende skilsmissestatistikker blevet sammen. De har fået datteren Paris, der nu er sytten år.

Men ligesom Toula er Paris ikke videre begejstret for sin græske families tætte bånd og skøre traditioner og ønsker derfor at søge ind på et universitet langt væk fra familien.

Det er imponerende nok lykkes for producenterne at samle stort set hele det oprindelige skuespillerhold. Men hvor de i den første film fungerede som karikaturer af genkendelige familiestrukturer, er de nu blevet karikaturer af deres egne karikaturer.

Der er intet indhold i personerne ud over de oneliners, som de sagde for fjorten år siden, og nu bliver genbrugt i en uendelighed. Dertil kommer, at niveauet for de platte jokes er så lavt, at det nærmest gør fysisk ondt i ørerne, når eksempelvis Toulas brødre ytrer: ”Du skal møde en fra Holland”, og får svaret: ”Nej, jeg taler ikke hollandaise!”

Hele universet er så skabet og forvrænget, at det er noget af en kraftpræstation at sidde planket i 94 minutter uden at følge sit instinkt, der råder én til at søge mod nærmeste exit.

My Big Fat Greek Wedding blev hyldet for den naturlighed, som Vardalos tilførte den romantiske komedie. Der var ingen supermodeller, men skæve personligheder og en gennemsnitlig kvinde i hovedrollen, som bare var lidt nørdet og genert.

Eneste lyspunkt i efterfølgeren er glimt af samme naturlighed i Toula og Ians ægteskab.

De er blevet betydeligt ældre, de går i de samme forvaskede trøjer, og når de en sjælden gang er ude, er deres datter det eneste, de kan tale om. Men de ser det ikke som et problem, og det er befriende. Det er naturens gang, de er tilfredse, og det er kun den græske familie, der engang imellem prikker til opfattelsen af det perfekte forhold.

Derfor virker det også ekstra irriterende, at Toula begynder at fnise som en lille pige, når tanten bringer sex på banen. Med lidt simpel hovedregning kan man regne ud, at Toula minimum er 47 år gammel, og der er intet naturligt i, at en kvinde på alder holder sig for ørerne, når tanten nævner, at hun skal barbere sig forneden.

Det samme kan siges om hendes mand og brødre, der vrænger ansigter og synes det er åh så pinligt, da bedstefar Gus’ hofte går af led, imens han sidder i badekar. Det er, som om manuskriptforfatter Nia Vardalos har glemt, hvor gamle hendes personer egentlig er, for det må da høre teenagetiden til at blive forlegen over at hjælpe en nøgen mand op af badekarret.

Problemet er, at man ikke kan spole tiden tilbage til 2002. Der er ingen tvivl om, at Vardalos og producenterne forsøger at ramme en målgruppe, som har et nostalgisk forhold til første film, og derfor kan lokkes i biografen til en anden omgang.

Men hvorfor skal man betale penge for en omgang gammel, fortyndet retsina, når ikke engang flasken er ny?