My Life: Directed by Nicolas Winding Refn

Nicolas Winding Refns karriere er definitionen af en rutsjebanetur.

Han var helt nede at krybe i støvet, da filmen Fear X, der skulle markere det internationale gennembrud, blev en gigantisk fiasko.

En lovende karriere lå i ruiner, og Refn var pludselig forgældet op over begge ører. I talkshow-programmet Den 11. Time græd han som pisket over for Mikael Bertelsen og fortalte om mindreværdet i forhold til succesfulde kolleger som Vinterberg og Trier.

Derouten blev desuden dokumenteret i Phie Ambos Gambler, der zoomer helt tæt på en mand i sin ultimative livskrise.

Spoler man tiden frem til 2011, står Refn pludselig på Croisetten i Cannes og har netop vundet prisen som bedste instruktør. Han er blevet best buddies med Ryan Gosling og Drive er et monsterhit i hele verden.

Med Only God Forgives skal den nervøse instruktør pludselig leve op til tårnhøje forventninger. Og som han gang på gang understreger, ønsker han for alt i verden ikke at lave en Drive 2.

My Life: Directed by Nicolas Winding Refn er instrueret af Refns kone, skuespilleren Liv Corfixen, der følger sin mand med kameraet under hele tilblivelsesprocessen af Only God Forgives.

Resultatet er et portræt af en instruktør, der lider af et massivt mindreværdskompleks og hele tiden søger bekræftelse hos kone og venner og i pressens omtaler.

Det er på grænsen til det ynkelige, når Refn, der af omgangskredsen kaldes for ”Jang”, konstant ligger i sengen og pylrer, mens parrets to børn stavrer rundt i higen efter opmærksomhed.

Familien har indlogeret sig i en penthouse-lejlighed i Bangkok i de seks måneder, som optagelserne til Only God Forgives varer. Filmens drivkraft er da også de utallige konfrontationer, der opstår i skæringspunktet mellem Refns tidspressede arbejde og familiens privatliv.

I en af de mere intime scener ser vi et close-up af Refns udkørte ansigt, mens han uprovokeret tordner i raseri mod konen. Han fremstår som en slags selviscenesat udgave af den hårdtprøvede kunstner, som ingen andre forstår.

Til gengæld oplever man på settet en dedikeret instruktør, der minutiøst har planlagt den mindste detalje. I en hektisk scene optaget on location i Bangkoks gader ser man eksempelvis, hvordan Refn har lavet miniature-modeller og grafiske oversigter af gadekrydsets forskellige vinkler.

Men desværre oplever vi også, at Refn ikke vil lade konen filme, når arbejdspresset stiger, og humøret ryger i kulkælderen. Corfixen ærgrer sig åbenlyst over, at ikke alle mandens dæmoner bliver blotlagt for rullende kamera.

Som tilskuer føler man derfor, at man i en ellers underholdende og stjernespækket dokumentarfilm ikke bliver synderligt klogere på hovedpersonen. Det er jo ellers netop præmissen for denne type bag-om-produktion. Hvis man lader sit liv filme, så må man også være villig til at gå linen ud.

Til gengæld får man et charmerende indblik i det tætte makkerskab mellem Refn og Gosling. Hollywood-skuespilleren virker umådeligt cool og afslappet, når han leger med parrets børn og kommer med sjofle hentydninger til Corfixen.

Hans stoiske ro er en massiv modsætning til Refn. Måske er deres forhold netop så frugtbart på grund af de kunstneriske kontraster, der får dem til at fremstå som yin og Jang.

En andet pikant indslag fra sidelinjen er den chilenske avantgarde-instruktør Alejandro Jodorowski, der forudsiger Refn og Corfixens skæbne med sine tarotkort. Jodorowski har fungeret som en slags mentor for Refn, og hans velsignelse af Only God Forgives betyder da også tydeligvis mere for Refn end alle andres.

Da Only God Forgives får premiere i Cannes, deler den folk i to lejre, der enten elsker eller hader den. Og omsider er Refn tilfreds, for han ønsker under ingen omstændigheder at lefle for den brede mainstream-smag. Netop af den grund er han en af landets vigtigste instruktører.