My Salinger Year

Den amerikanske forfatter J.D. Salinger (1919-2010) var i et halvt århundrede den litterære verdens store huleboer.

Kun en enkelt roman blev det til, men Forbandede ungdom fra 1951 var med sin beskrivelse af ungdommelig angst og fremmedgørelse en sådan sensation, at han – forfulgt af sin egen berømthed – trak sig tilbage fra offentligheden.

Myten om J.D. Salinger mærker man overalt i My Salinger Year, der er en fornøjelig og finurlig film baseret på autentiske Joanna Rakoffs erindringer.

Forfatterspiren Joanna Rakoff scorer et assistentjob hos Salingers forlægger i New York i midten af 1990’erne. Samtidig indretter hun sig med kæresten i det hippe Brooklyn-kvarter Williamsburg, der endnu ikke er mere gentrificeret, end at de akkurat kan betale sig fra en kælderlejlighed med badeværelse uden håndvask.

Joanna er i gang med en glidende overgang fra universitetslivet til en litterær bohemetilværelse. Kæresten Don, en bedrevidende ekspedient i en socialistisk boghandel, mobber Joanna for hendes bourgeois-ambitioner om at blive noget så gement som publiceret.

Rigtige forfattere skriver og lader andre bekymre sig om resten, mener han.

Man kunne forvente, at J.D. Salinger selv ville bifalde den attitude, men på kontoret begynder Joanna at tage imod opkald fra ”Jerry”, der viser sig at være forfattermyten selv. Og Salinger (Tim Post) er god for både kollegial opbakning og faderlige råd. Han pønser endda selv på en ny udgivelse, et sjældent genoptryk af en 30 år gammel novelle.

Livet på det mahognibrune kontor er muntert iscenesat. Joannas skrappe chef Margaret fandt sin faste rytme tilbage i 60’erne, og hun har ingen planer om at lade tidens gang forstyrre den.

I en scene anskaffer hun modstræbende en computer til kontoret, men insisterer på, at den skal forblive slukket under en støvhætte. Kontorets korrespondance skrives fortsat i hånden og renskrives på skrivemaskine af kønne, unge sekretærer.

En af Joannas faste pligter er at åbne, læse og besvare Salingers fanbreve – uden at afvige med så meget som et komma fra det standardsvar, kontoret har brugt siden 1963.

Men hun har svært ved at modstå fristelsen til at skrive et personligt svar.

Det er en sød coming-of-age-film, instruktør og manuskriptforfatter Philippe Falardeau har begået, fuld af weltschmerz og kloge, helende ord.

Sigourney Weaver stråler som betonchefen Margaret, mens ofte oversete Colm Feore er charmerende som hendes partner, den deprimerede laps Daniel. Han bliver blåøjede Joannas første allierede på kontoret, en udstrakt hånd fra det tilrøgede og martinisjaskede parnas, hun drømmer om at blive en del af.

Margaret Qualley, der gjorde indtryk i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, gør rollen som Joanna til et fint visitkort, selv om manuskriptet plejer sine vendepunkter mere end sine karakterer.

Man forstår hurtigt, at den forsagte drømmer skal lære at sige fra over for folk som hendes selvoptagede kæreste og finde sin egen vej – godt hjulpet på vej af Salinger.

My Salinger Year rokker ikke ved den piedestal, den store forfatter er blevet sat på gennem årene. Når Joanna læser fanbrevene til ham, forestiller hun sig fans tale direkte til kameraet. Det er almindelige stemmer og så berørt af hans forfatterskab, at de føler sig kaldet til at skrive.

Den effekt har Salinger haft på læsere, siden Forbandede ungdom udkom. En af grundene til, at Joanna overhovedet skal læse fanbrevene, før hun makulerer dem, er, at Mark David Chapman var besat af romanen, før han skød og dræbte John Lennon. Sendte han mon også fanbreve?

My Salinger Year leder tankerne hen på The Devil Wears Prada, der også handler om forlagsverdenen i New York, men man savner den films spydige kækhed. 

I sine noveller kunne J.D. Salinger skrive et helt livs drømme og skuffelser frem med få linjer om hverdagens trummerum. Han fandt dramaet i det uanselige og formåede med antydningens kunst at drage læseren dybt ind i historier, der ved første gennemlæsning virker overfladiske, men som vokser sig større og større i erindringen.

Philippe Falardeaus film bryder ikke på samme måde den glatte overflade. Man glemmer derfor hurtigt karaktererne, men så længe filmen varer, er man godt underholdt.